Aktier: Danske Bank og Vestas sætter aktiegryden i kog

Danske Bank er for alvor i fokus, når fondsbørsen åbner tirsdag. Banken kom med regnskab for fjerde kvartal en time før fondsbørsens åbning, og det var lidt dårligere end ventet blandt analytikerne.

Læs mere
Fold sammen

Kvartalet gav underskud, da Danske Bank havde en varslet nedskrivning af goodwill på 9 mia. kr., relateret til Finland, Nordirland og Estland. Samlet blev bankens resultat før skat et underskud på 5298 mio. kr., hvilket er mere end 200 mio. kr. mere, end analytikerne havde ventet. Danske Bank steg mandag med 1,1 pct. til 172,10 kr.

Ser man på det danske aktiemarked overordnet, kan det tegne til stigninger tirsdag på efterslæb fra USA. Futures på amerikanske aktier ligger dog med fald på 0,4 pct. i Asien, men de amerikanske aktier steg dog mere end 1 pct. efter dansk lukketid.

Mandag sluttede med et plus i S&P 500-indekset på 1,3 pct., de tunge aktier i Dow Jones lukkede med en stigning på 1,1 pct., mens Nasdaq-aktierne fik dagens ringeste stigning på 0,9 pct. I Japan ligger Nikkei 225 til et fald på 1,1 pct., mens Hongkongs Hang Seng ligger til et fald på 0,3 pct.

Aktiekurserne i Vestas kan det også være værd at holde øje med. Selskabet har fået en hjælpende hånd fra den amerikanske præsident Barack Obamas, der i sit budget for 2016 har fortsatte skattelettelser for vind- og solenergi. Det forslag kan få indflydelse på aktien, når Københavns Fondsbørs slår dørene op for handlen tirsdag. Vestas steg med 0,7 pct. mandag til 260,30 kr.

Carlsberg, der steg med 1,5 pct. til 492 kr. mandag, kan opleve bobler i gæringen tirsdag. Bryggerigiganten har fået kursmålet nedjusteret til 500 kr. fra 525 kr. af SEB, der har anbefalingen "hold".

DSV, der faldt med -0,7 pct. til 206,30 kr. mandag, får til gengæld fået hævet kursmålet med 20 kr. til 220 kr. af Jefferies, der har anbefalingen "køb".

Byggevaregrossisten Solar er kommet med foreløbige regnskabstal før fondsbørsens åbning. Selskabet venter omtrent en fordobling af indtjeningen af de fortsættende aktiviteter i 2015. Solar venter en omsætning i niveauet 10,0 til 10,3 mia. kr. En aktie i Solar steg med 1 pct. mandag til 295 kr.

Der kan også være en smule medvind til den svenske bankkoncern Nordea, der har fået opjusteret sit kursmål af Mediobanca til 115 skr. (91,4 kr.) fra 100 skr. Finanshuset har anbefalingen "neutral". En aktie i Nordea steg med 1,5 pct. mandag og landede i 85,50 kr.

Investorerne vil torsdag holde øje med Nationalbankens valutareserve samt amerikanske fabriksordre for december. Begge tal offentliggøres klokken 16.00.

Mandag sluttede C20 Cap i 859,61 eller 0,3 pct. lavere end slutniveauet fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

 

Charlotte Mackeprang +45 33 30 03 43 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk