Aktier: Danske Bank og Mærsk stjæler billedet

Danske Bank og A.P. Møller-Mærsk vil på hver sin baggrund tage en stor del af opmærksomheden på det danske aktiemarked onsdag. Men også Ørsted vil blande sig i løjerne.

Danske Bank steg 3,6 pct. tirsdag til 174,85 kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Danske Bank-ledelsen fremlægger konklusionerne af en intern undersøgelse af den omfattende hvidvask af penge, der er foregået i Danske Banks estiske filial.

Samtidig offentliggør A.P. Møller-Mærsk en længe ventet større organisationsændring, mens Ørsted sent tirsdag aften annoncerede et stort - men ikke uventet - frasalg.

Generelt er den overordnede stemning onsdag overraskende afslappet trods optrapningen af handelskrigen mellem USA og Kina med først en amerikansk ekstratold på 10 pct. på import af kinesiske varer for 200 mia. dollar og efterfølgende gengæld med 5-10 pct. kinesiske straftold på amerikanske varer for 60 mia. dollar.

Men toldsatserne er lavere end frygtet, hvilket tirsdag sendte de amerikanske aktieindeks op med 0,5-1,4 pct., mens de asiatiske markeder følger trop i samme størrelsesorden onsdag morgen.

Den tyske Dax-future og den britiske FTSE 100-future ligger med stigninger på henholdsvis 0,3 pct. og 0,2 pct. onsdag morgen.

Det danske C25-eliteindeks lukkede tirsdag med en stigning på 0,4 pct. til 1120,40.

DANSKE BANKS HVIDVASK TIL OFFENTLIG SKUE

Danske Bank vil onsdag klokken 10 præsentere konklusioner fra sin interne undersøgelse af hvidvask i bankens estiske afdeling. Skandalen har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra både myndigheder og investorer i ind- og udland.

Danske Bank steg 3,6 pct. tirsdag til 174,85 kr.

A.P. Møller-Mærsk ventes ifølge Ritzau Finans' oplysninger at offentliggøre en større organisationsændring. Det vil i så fald finde sted godt to år efter, at sløret blev løftet for en ny strategi, der skulle transformere selskabet til en integreret transport- og logistikkoncern.

Mærsks B-aktie steg tirsdag 3,5 pct. til 9146 kr.

Energiselskabet Ørsted oplyste sent tirsdag aften om salg af halvdelen af ejerskabet af havvindmølleparken Hornsea 1 til Global Infrastructure Partners. Salget indbringer 4,46 mia. pund.

Ørsted lukkede tirsdag i 407,90 kr. efter en stigning på 0,5 pct.

Pandora var tirsdag i vælten efter forlydender i markedet om, at flere kapitalfonde kan være interesserede i et opkøb af smykkevirksomheden. Forlydernde sende Pandora-aktien op med 10 pct. inden markedet satte sig en smule.

Pandora lukkede med et plus på 6,8 pct. i 403 kr.

Bavarian Nordic har indledt et nyt fase 2-studie med immunterapi-kandidaten CV301 og atezolizumab til behandling af patienter med lokalt fremskreden eller metastatisk blærekræft.

Bavarian Nordic faldt 0,1 i tirsdagens marked til 168 kr.

Coloplast holdt tirsdag kapitalmarkedsdag, og det har resulteret i en sænket anbefalingen hos ABG Sundal Collier, der nu siger hold i stedet for køb til aktier. Kursmålet på 700 kr. er dog stadig gældende ifølge Bloomberg.

Coloplast faldt 1,3 pct. til 655,20 kr.

Zealand Pharmas kursmålet er øget hos Jefferies, der nu ser 170 kr. mod hidtil 160 kr. som et passende niveau efter lovende forsøgsresultater fra et fase 3-forsøg med diabetesmidlet Dasiglucagon, der blev offentliggjort tirsdag. Anbefalingen køb gentages.

Zealand Pharma steg 3,3 pct. og lukkede i 118 kr.

Genmabs Darzalex-salg gik frem på det amerikanske marked i august. Knoglemarvskræft-midlet solgte for 124,1 mio. dollar i USA, hvilket var 6,5 pct. højere end i juli, og lige over 35 pct. højere end i august sidste år.

Genmab-aktien lukkede efter et fald på 1,7 pct. i 1044,50 kr.