Aktier: Danske Bank og DSV er favoritter mens Pandora tynger

Danske Bank og DSV har indtaget topplaceringerne i det danske eliteindeks ved middagstid fredag, mens en analyse fra Berenberg er med til at sende Pandora helt ned i dybet.

Danske Bank og DSV har indtaget topplaceringerne i det danske eliteindeks ved middagstid fredag, mens en analyse fra Berenberg er med til at sende Pandora helt ned i dybet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Overordnet set er der positiv stemning på det danske aktiemarked fredag, hvor C25-indekset stiger 0,4 pct. til 1161,36. Handlen er ikke præget af den store volumen, og investorerne er ved at gøre sig klar til regnskabssæsonen, der for alvor får fart på herhjemme i næste uge.

»Det er stadig et sommerstille marked, og investorerne er lidt afventende op mod arbejdsmarkedsrapporten fra USA klokken 14.30. Vi varmer også op til regnskabssæsonen for mange af de danske aktier, og det er man ved at positionere sig lidt op til,« siger Jens Johansen, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

DANSKE BANKS BESTYRELSE VIDSTE BESKED

Danske Bank ligger helt øverst i eliteindekset med en stigning på 2,3 pct. til 179 kr. fredag middag. Fremgangen kommer, efter at bankaktien ellers de seneste tre handelsdage har måttet tage sig til takke med fald på 1,4 pct., 1,3 pct. og 2,1 pct.

»Aktien er nu tilbage på onsdagens niveau, så den henter noget af det tabte tilbage,« siger Jens Johansen.

Danske Bank er dog fortsat i modvind, når det gælder hvidvasksagen i Estland. Ifølge Finans blev bankens bestyrelse orienteret om sagen i 2014. Det vil bestyrelsesformand Ole Andersen ikke forholde sig til på nuværende tidspunkt.

Sagen om de mange milliarder, der angiveligt er blevet hvidvasket i Danske Banks estiske afdeling, har rullet i flere måneder, og det er uklart, hvor alvorlige konsekvenser banken kommer til at mærke. Indtil videre henviser den selv til, at den vil offentliggøre en intern undersøgelse til september.

DSV får også positiv opmærksomhed fra investorerne fredag, og selskabet fortsætter også med at modtage positive tilkendegivelser fra analytikerne oven på onsdagens regnskab.

Siden torsdag har Barclays, Jefferies og RBC hævet deres respektive kursmål for transportselskabet. Det har nu i alt 14 finanshuse oven på regnskabet, der bød på en rekordhøj indtjening og en opjustering af forventningerne.

DSV-aktien satte onsdag lukkerekord i 570 kr., og efter et kort fald torsdag er den tilbage på rekordkurs fredag med en stigning på 2,2 pct. til 581,80 kr.

GN OG WILLIAM GÅR HVER SIN VEJ

Handelsbanken har kigget på aktierne i de to børsnoterede danske høreapparatselskaber, GN og WDH, og kommet frem til, at kursmålene skal opjusteres, men anbefalingerne rykkes hver sin vej.

Kursmålet på GN sættes op til 350 kr. fra 210 kr., mens anbefalingen rykkes op til "akkumuler" fra "reducerer", og fredag stiger aktien 1,8 pct. til 317,10 kr.

Kursmålet på WDH sættes op til 300 kr. fra 210 kr., mens anbefalingen omvendt rykkes ned til "reducer" fra "akkumuler". Fredag falder selskabets aktie 1,5 pct. til 304,80 kr.

PANDORA I BUND EFTER SHINE-ANALYSE

Helt i bunden af indekset ligger smykkeselskabet Pandora med et fald på 3,5 pct. til 425,80 kr. I en analyse skriver den tyske investeringsbank Berenberg, at den ikke nærer store forventninger til regnskabet fra Pandora, der bliver offentliggjort 14. august.

Finanshuset venter ikke, at den nye Shine-kollektion vil vise stærk vækst i kvartalet, og Berenberg frygter også for en mulig nedjustering af selskabets forventninger til hele året, skriver Bloomberg News.

Anbefalingen er uændret "hold", og kursmålet justeres 5 kr. ned til 555 kr.

CARLSBERGS RIVALER GÅR SAMMEN

To af Carlsbergs rivaler går sammen i Kina. Hollandske Heineken har valgt at overdrage sin lille forretning i landet til China Resources, som er landets største bryggeri og står bag verdens bedst sælgende øl, Snow. Til gengæld får Heineken en ejerandel på omkring 21 pct. af bryggeriet.

Carlsberg har selv en markedsandel på omkring 6 pct. i Kina samlet set, men i den vestlige del af landet er den helt oppe over 50 pct.

Analytiker Morten Imsgard fra Sydbank vil ikke kalde det positivt for Carlsberg, at Heineken har købt sig ind i Kina - men på den anden side er det ikke umiddelbart entydigt negativt. Han vurderer, at konkurrencesituationen ikke ændres markant i Kina.

Carlsberg-aktien reagerer relativt afdæmpet på nyheden med et fald på 0,2 pct. til 774,60 kr.

BANK STIGER EFTER REGNSKAB

Banknordik har aflagt regnskab for første halvår. Banken fastholder sin prognose for driftsindtjeningen, men overskuddet efter skat ventes nu i bedre gænge takket være medvind på kursreguleringer og nedskrivninger.

Samlet tjente Banknordik 207 mio. kr. før skat i første halvår - næsten en fordobling fra første halvår af 2017.

Det er med til at sende Banknordik 4,6 pct. højere til 115 kr. på børsen.

/ritzau/FINANS