Aktier: Danske Bank ligger i bunden i rødt europæisk marked

De europæiske aktieindeks rider ikke videre på bølgen fra mandag, hvor der var grønne tal at se. Tirsdag middag er der røde tal over hele linjen i de europæiske aktieindeks.

De europæiske aktieindeks rider ikke videre på bølgen fra mandag, hvor der var grønne tal at se. Tirsdag middag er der røde tal over hele linjen i de europæiske aktieindeks. Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL ROLAND

Det britiske FTSE 100 og det franske CAC 40-indeks falder 0,2 pct., mens det tyske DAX-indeks falder mest af de tre med 0,4 pct.

Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks falder 0,3 pct., hvor Danske Bank er et af de selskaber, der falder mest. Danske Bank falder 3,4 pct., efter at der er kommet nyt frem om bankens rolle i en hvidvaskningssag i en estisk filial.

Ifølge Berlingske var den russiske præsidents, Vladimir Putins, familie samt Ruslands efterretningstjeneste, FSB, angiveligt blandt de bagmænd, der hvidvaskede store beløb gennem konti i Danske Banks estiske filial.

SKY STIGER EFTER KØBSTILBUD

I den anden ende af skalaen i Stoxx 600 ligger det britiske tv-selskab Sky med et spring på 20,6 pct. til 1330 pence, efter at det amerikanske selskab Comcast har givet et bud på Sky på 1250 pence per aktie.

Buddet lyder samlet på 31 mia. dollar, og det kan ifølge Bloomberg News ende med en konkurrence mellem de amerikanske selskaber Fox og Comcast, om hvem der kommer med det bedste bud.

Fox har tidligere budt 1075 pence per aktie i Sky, og planen var, at Fox skulle sælge Sky til Walt Disney. Sky-aktiens stigning tirsdag er den største, siden Fox bød på selskabet i december 2016.

Bloomberg News skriver, at Fox er blevet rasende, efter at det amerikanske selskab er blevet overbudt, og ifølge nyhedsbureauet er det meget sandsynligt, at Fox giver et nyt og højere bud på det britiske selskab

»Når vi kigger på den strategiske vigtighed, som Sky har for Fox og Disney, er det sandsynligt, at der kommer et bud, der er noget højere end det, som Comcast har givet,« siger Jerry Dellis, der er analytiker hos Jefferies, til Bloomberg News.

Ifølge Bloomberg News har Disneys administrerende direktør, Bob Iger, i december kaldt Sky for en kronjuvel i Fox' aktiver.

Disney købte i december dele af Fox i en handel til 52 mia. dollar - herunder en ejerandel på knap 40 pct. i Sky.