Aktier: Coloplast og SAS vil være i fokus ved handelsstart

Investorerne kan sandsynligvis se frem til en rolig åbning af det danske aktiemarked fredag morgen, hvor gårsdagens regnskabsaktuelle selskaber som Coloplast, Danske Bank og GN Group igen vil være i fokus, mens SAS også vil være genstand for opmærksomhed efter nye foreløbige regnskabstal.

Arkivfoto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

Den amerikanske jobrapport trækker også overskrifter fredag, da finansmarkederne venter spændt på dens signaler om udviklingen i USAs økonomi i oktober.

Inden det ventede rapport, som fremlægges klokken 13.30 dansk tid, skal investorerne tygge sig igennem nomineringen af Jerome Powell som ny chef for USAs centralbank, Federal Reserve.

Præsident Donald Trump annoncerede nomineringen torsdag aften, og baseret på de første reaktioner fra USA virker det ikke til at komme som hverken en overraskelse eller markant nyhed for markedet.

I USA steg Dow Jones indekset 0,4 pct., mens de to øvrige store indeks lukkede stort set uændrede.

I Asien er der kun små bevægelser fredag morgen, mens de amerikanske aktiefutures ligger med stigninger på mellem 0,1-0,3 pct., og den tyske DAX-future stiger 0,3 pct. Det indikerer, at pilen vil pege en smule op ved dansk handelsstart.

Torsdag faldt C20 Cap-indekset med 1,1 pct. til 1184,61 på en dag, der ellers startede positivt efter en regnskabstung morgen.

ÆNDRINGER TIL COLOPLAST

Særligt medicokoncernen Coloplast trak ned, efter at selskabet fik ørerne i maskinen oven på et regnskab, hvor væksttallene og fremtidsprognosen skuffede markedet.

Det kostede et stort kursfald på 11,8 pct. til 494,80 kr., og fredag kan det byde på flere reaktioner. Norske ABG Sundal Collier har sænket kursmålet for Coloplast til 525 kr. fra 575 kr. Anbefalingen er fortsat hold.

Også svenske SEB har skåret sit kursmål til 510 kr. fra 578 kr., viser data fra Bloomberg News. Endelig har Nordea sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb".

Danske Bank høstede til gengæld en topplacering i C20 med en stigning på 2,8 pct. til 240,20 kr. efter sit regnskab torsdag, der også indeholdt en opjustering. Fredag skriver Berlingske dog, at bankens forklaring i hvidvasksagen fra Estland ikke holder vand.

Energiselskabet Ørsted, der tidligere var kendt som Dong Energy, sank også til bunds torsdag, efter at selskabet aflagde regnskab onsdag eftermiddag.

En ny anbefaling fra Danske Bank var med til at give modvind torsdag, efter at banken meddelte, at den nu siger "sælg" mod tidligere "køb" til energiaktien. Samtidig blev kursmålet sænket til 330 kr. fra 365 kr.

Torsdag faldt aktien 5 pct. til 342,50 kr.

GN Group kom også uheldigt ud af sin regnskabsaflæggelse, der ifølge markedsaktører var for optimistisk på høreapparaternes vegne. Det kostede et stort kursfald, og GN Group endte også i bunden med et minus på 4,8 pct. til 201 kr.

Pandora kan få medvind fredag, efter at tyske Berenberg har indledt dækning af smykkeaktien med "køb" og et kursmål på 750 kr. Pandora faldt 2,6 pct. til 585 kr. torsdag.

SAS MED FORELØBIGE TAL

Uden for eliteindekset vil SAS også være genstand for investorernes opmærksomhed, efter at flyselskabet har offentliggjort foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal, der sluttede ved udgangen af oktober.

Samtidig har luftfartsselskabet annonceret de nye forventninger til regnskabsåret 2017/18.

SAS havde lovet et resultat før skat og engangsposter i 2016/17, der var højere end resultatet året før på 939 mio. svenske kr., og den post viser et overskud på omkring 1,9 mia. svenske kr., oplyser SAS fredag morgen.

I 2017/18 venter flyselskabet at kunne levere et resultat før skat og engangsposter på 1,5-2,0 mia. svenske kr.

Torsdag faldt SAS-aktien 3 pct. til 19,50 kr.

Strategic Investments og Djurslands Bank er de eneste danske selskaber i kalenderen, da begge kommer med tal for tredje kvartal fredag.