Aktier: Coloplast og Mærsk roder rundt i bunden fra start

Foto: JUSTIN LANE. Coloplast, Danske Bank, Ambu og Mærsk indtager bundplaceringerne i det danske eliteindeks mandag morgen, hvor den seneste udvikling i handelsstriden mellem USA og Kina igen har fået usikkerheden til at blusse op hos investorerne.
Læs mere
Fold sammen

Coloplast, Danske Bank, Ambu og Mærsk indtager bundplaceringerne i det danske eliteindeks mandag morgen, hvor den seneste udvikling i handelsstriden mellem USA og Kina igen har fået usikkerheden til at blusse op hos investorerne.

Kort efter handelsstart ligger C25-indekset med et fald på 0,7 pct. til 1119,92, og 18 ud af indeksets 25 aktier dykker.

Mandag træder USA's nye toldsatser på kinesiske varer for 200 mia. dollar i kraft, og Kina ventes at komme med et modtræk.

Tarifferne rammer, bare få dage efter nyheden om at Kina angiveligt har aflyst de kommende handelssamtaler med USA og besluttet sig for ikke at sende vicepremierminister Liu He til Washington i næste uge. Det fortæller unavngivne kilder til Wall Street Journal.

MÆRSK KAN BLIVE RAMT AF HANDELSUSIKKERHED

A.P. Møller-Mærsk har været særdeles følsom over for globale handelsstridigheder, og koncernen er også blandt de rederier, der kan blive ramt, hvis volumenerne på ruterne over Stillehavet går ned, og rederierne samtidig fristes til at barbere priserne for at fylde skibene.

Aktien starter også mandagen 1,6 pct. nede i 9284 kr.

Medicokoncernen Coloplast er også ramt af negativ stemning fra finanshuset Berenberg, der har sænket anbefalingen af selskabets aktie til »sælg« fra tidligere »hold« efter kapitalmarkedsdagen i sidste uge. Berenberg har desuden et kursmål på 560 kr. for aktien.

Kapitalmarkedsdagen gav ifølge Berenberg en vis forsikring om, at Coloplast gør de rigtige ting for at stimulere væksten, men finanshuset var en smule skuffet over opdateringen på selskabets udviklingsprogram, hvor strategien er at få højere priser for klinisk dokumenterede produkter.

Coloplast er morgenens ultimative bundskraber med et fald på 3,5 pct. til 628,80.

DANSKE BANK I FOKUS IGEN

Danske Bank får endnu en tur i møllen, efter at bankaktien endte i bunden af eliteindekset fredag med et fald på 3,9 pct. Mandag starter aktien med et dyk på 1,4 pct. til 167,45 kr.

Flere medier kommer fortsat med historier i kølvandet af offentliggørelsen af den interne hvidvask-rapport onsdag i sidste uge. Financial Times har eksempelvis skrevet, at EU kræver en undersøgelse af sagen. JP Finans skriver, at banken er tæt på, at have fundet Thomas Borgens afløser.

Ambu landede omvendt i toppen af C25 fredag, og forklaringen var en rebalancering af FTSEs europæiske mid cap-indeks, hvor aktien er blevet tillagt mere vægt. Mandag er stemningen mere negativ, og medicoaktien falder 1,5 pct. til 185,65 kr.

Ørsted er et af mandagens få lyspunkter, og aktionærerne kan også muligvis se frem til et ekstraordinært milliardudbytte, skriver Finans, der har talt med flere analytikere, som vurderer, at frasalget af halvdelen af havvindmølleparken Hornsea 1 og det kommende frasalg af elnettet i Hovedstaden kan betyde en ekstra udlodning.

Energiaktien stiger 1 pct. til 421 kr., og den er dermed kun overgået af Bavarian Nordics aktie, der løftes 1,3 pct. ved handelsstart.

Samtidig kan Ørsted og Vestas få opmærksomhed i denne uge, da den store konference for både on- og offshore vind Wind Europe går i gang tirsdag.

Vestas-aktien stiger 0,2 pct. til 438,60 kr. mandag morgen.