Aktier: Coloplast og Danske Bank stryger til tops i C20

Det danske eliteindeks, C20 Cap-indekset, åbner fredag morgen næsten udelukkende i grønt. Coloplast og Danske Banks aktier var blandt dem, der steg helt til tops kort efter åbningen.

Samlet set stiger indekset med 0,7 pct. til 960,795.

Danske Bank har fået løftet kursmålet til 225 kr. fra 200 kr. af det amerikanske finanshus Goldman Sachs, der fastholder anbefalingen "neutral". Efter børsens åbning stiger aktien 1 pct. til 203,20 kr.

Medicokoncernen Coloplast har fået løftet anbefalingen af finanshuset JP Morgan til "neutral" fra "undervægt" fredag. I samme omgang blev kursmålet løftet til 430 kr. fra 397 kr. Selskabets aktie stiger 2 pct. til 484,30 kr. lige efter børsens åbning.

Finanshuset Goldman Sachs har sænket kursmålet for Nordea-aktien til 97,07 kr. fra 103,59 kr. Finanshuset fastholder samtidig anbefalingen "køb". Men det er ikke den eneste selskabsspecifikke nyhed for banken fredag.

- Nordea har fået forhøjet kravet til kernekapitalprocent. Umiddelbart er det jo pil nedad på sådan en besked, derhen at nogle måske vil få en bekymring om, hvorvidt det kommer til at påvirke selskabets evne til at lave udbytte-udbetalinger. Så det er marginalt negativt fra morgenstunden af, siger Kim Sejdelin.

Aktien stiger 0,5 pct. til 75,45 kr.

FLSmidth trodsede torsdag et nervøs marked og steg 2,9 pct. til 228,00 kr. Selskabet har indgået en etårig serviceaftale med Heidelbergcement. Aftalen drejer sig om fjernovervågning af Heidelbergs norske cementfabrik med henblik på optimering af fabrikkens effektivitet.

- FLSmidth har været meget under pres grundet råvarepriserne. Over de senest dage er aktien kommet pænt igen, og jeg kan godt se, at der kommer mere interesse for den igen i dag, derhen af at vi har en positiv udvikling hos nogle af de selskaber, som FLSmidth blandt andre sammenligner sig med ude i verden, lyder det fra aktiehandleren.

Fredag morgen stiger aktien 0,3 pct. til 228,60 kr.

Carlsberg-koncernen kan fredag morgen læse om, at Storbritanniens største supermarkedskæde, Tesco, er i gang med at rydde op på hylderne, og at det nu koster hyldeplads for Carlsberg-produkter. Det skriver flere britiske medier, blandt andre the Drum, the Grocer og marketingmagazine.co.uk.

Tesco er i gang med at reducere antallet af produkter i supermarkedskædens butikker med op til en tredjedel, da selskabet står midt i at strømline kundernes oplevelse i butikkerne.

Nyheden ser dog ikke ud til at bekymre investorerne, som fra morgenstunden sender aktien op med en stigning på 0,9 pct. til 511,50 kr.

Royal Unibrew-aktien stiger fredag morgen 2 pct. til 250,40 kr. Tidligere på morgenen kom nyheden om, at det japanske finanshus Nomura har indledt dækning af aktien med et "køb" og et langsigtet kursmål på 290 kr.

SAS-aktien steg torsdag 1,6 pct. efter nyheden om, at selskabet har solgt det finske datterselskab Blue1 til flyselskabet Cityjet. Fredag skriver branchesitet Check-in.dk, at irske Cityjet fra marts næste år skal operere otte CRJ900-fly for SAS. Ved markedets åbning ligger aktien dog ikke til nogen ændring.