Aktier: Coloplast kommer med tal i rødt marked

De danske aktier genvandt momentum onsdag, hvor den syvende stigning på de seneste otte handelsdage blev sikret, men torsdag er stemningen umiddelbart ikke så positiv. De amerikanske aktier faldt onsdag aften, hvor markedet ikke fik den beroligende medicin fra Federal Reserve, som det havde håbet på, og det får også de asiatiske aktier til at falde torsdag morgen.

Læs mere
Fold sammen

Den tyske DAX-future ligger fra morgenstunden til et fald i omegnen af 0,5 pct.

En stor del af udsvingene på aktiemarkederne er fortsat styret af regnskaber. Et hav af selskaber i Europa leverer regnskabstal torsdag, og herhjemme er hovednavnet Coloplast, som leverer sine tal for første kvartal 2014/15 ved middagstid.

Forventningerne blandt analytikerne er, at medicoselskabet igen vil levere stor fremgang på både toplinjen, driften og bundlinjen. Nettoresultatet ventes ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans at gå frem til 841 mio. kr. i kvartalet fra 780 mio. kr. i samme periode et år tidligere. Coloplast steg onsdag 1,1 pct. og endte i 544,00 kr.

Flere selskaber har fået løftet kursmålet. Både Tryg, Nordea og Chr. Hansen er blevet løftet, og det kan give opmærksomhed omkring de selskaber torsdag.

Tryg, der kom med regnskab onsdag, sluttede i 778,50 kr., hvilket var en stigning på 3,1 pct. Torsdag kvitterer Nordea for et flot regnskab ved at løfte sit kursmål til 880 kr. fra tidligere 800 kr. og fastholder ”køb”.

Nordea kom ligeledes med regnskab onsdag. Og den tyske bank Berenberg Bank løfter sit kursmål fra 100 svenske kr. til 112 svenske kr. Det svarer til til 89,10 kr., og banken fastholder samtidig anbefaling "køb". Nordea sluttede onsdag 6 pct. højere i 81,85 kr.

Der kan også komme krusninger omkring Carlsberg, der torsdag morgen meddeler, at det nu tager konsekvensen af den træge udvikling på det russiske ølmarked og derfor lukker to bryggerier. Beslutningen er truffet, efter at produktionen på bryggerierne blev suspenderet sidste år. Carlsberg sluttede onsdagen med en stigning på 0,3 pct. til 489,30 kr.

Også TDC kan komme under investorernes lup. Flere danske mobilkunder er gået til Sverige. TDC's svenske konkurrent Teliasonera, der har aflagt sit regnskab for fjerde kvartal, skriver, at Telia har hentet 15.000 nye mobilkunder i Danmark i fjerde kvartal. TDC lukkede onsdag i 49,97 kr., hvilket er et fald på 0,2 pct.

FLSmidth, der steg 0,4 pct. onsdag til 277,00 kr., har i de seneste dage fået nedslående nyt om minesektoren fra Caterpillar og Komatsu. Og torsdag kommer der mere nyt fra Sandvik og Atlas Copco, hvor begge selskaber afleverer regnskab for fjerde kvartal.

/ritzau/FINANS

 

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk