Aktier: Centralbank-spekulationer holdt markedet i plus

De europæiske aktier endte tirsdag højere for tredje dag i træk. Det var forventning om, at svage økonomiske data vil øge centralbankernes incitament til fortsat at stimulere væksten, der drev optimismen i markedet, skrev Bloomberg News.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks steg 0,7 pct. til i underkanten af indeks 361. En noget mindre stigning end mandagens på godt 3 pct.

Af de knap 450 aktier i indekset, der steg, var norske TGS Nopec Geophysical, der er et konsulentfirma med primærekspertise inden for geologiske undersøgelser, helt i top. Aktien steg 7,3 pct. til 167,90 norske kr.

Der var ikke selskabsspecifikke nyheder om selskabet, men finanshuset Barclays anbefaler såkaldte "seismiske aktier" som et godt køb, hvis olieprisen skal op.

Næstmest steg den schweiziske maskinproducent Sulzer, efter at den russiske milliardær Viktor Vekselbergs selskab Renova efter tvunget opkøbstilbud har fået 62,86 pct. af selskabet og overvejer strategiske alternativer. Sulzer-aktien steg knap 7 pct. til 104,80 schweizerfranc.

I Stoxx 600-bunden endte det britiske medicinalselskab BTG, der faldt 9,2 pct. til 602 pence. Det største fald på én dag i syv år. Selskabet meddelte, at salget af selskabets produkt Varithena skuffer, og derfor vil omsætningen i regnskabsåret komme ud i den nedre halvdel af selskabets tidligere udmeldte interval på 410 mio. pund til 440 mio. pund.

Også det af AB Inbev ombejlede Sabmiller endte i den tunge ende af Stoxx 600-indekset. Aktien faldt 3,8 pct. til godt 3620 pence.

Verdens næststørste bryggeri har givet verdens største bryggeri, AB Inbev, en kurv i drøftelserne om en eventuel sammenlægning af de to. Sabmiller skulle ifølge Bloomberg News have afvist det første købstilbud fra AB Inbev. Ifølge Bloomberg News var tilbuddet for lavt og skulle have lydt på lige over 40 pund (4000 pence) per aktie.

AB Inbev skulle efter at være blevet afvist i døren være gået i tænkeboks, og det er derfor endnu ikke sikkert, hvad næste skridt bliver. Ifølge Bloomberg News kan udgangen af forhandlingerne således også blive, at AB Inbev vælger at droppe sine opkøbsplaner.

/ritzau/FINANS

 

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk