Aktier: C20-udsvingene kan ikke skygge for Dong

Dong Energys prospekt stjæler torsdag formentlig en del tid blandt de danske investorer, der til gengæld næppe har alt for travlt med at holde øje med deres aktiebesiddelser i eliteindekset, C20 Cap.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Dong Energys prospekt stjæler torsdag formentlig en del tid blandt de danske investorer, der til gengæld næppe har alt for travlt med at holde øje med deres aktiebesiddelser i eliteindekset, C20 Cap. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

C20-aktierne har således lagt fra land med små udsving og et samlet plus i C20-indekset på 0,04 pct. til 1048,39.

FLSmidth og Danske Bank er henholdsvis i top og bund. FLSmidth stiger med 0,8 pct. til 243,70 kr., mens Danske Bank falder med 1 pct. til 187 kr. Der er umiddelbart ikke nyt fremme.

Det er der til gengæld om Vestas, der kan få opmærksomhed i forbindelse med nyt fra en vindmøllekonference i USA.

Vestas regner med nogle travle måneder for projektudviklere og vindmølleproducenter på det amerikanske vindmøllemarked. Det skyldes, at de arbejder for at få kvalificeret kapacitet til støtteordningen Production Tax Credit (PTC) til udvikling af projekter over de næste fire år.

»Du vil se en travlhed med at få placeret ordrer,« siger Chris Brown, der er chef for Vestas' nordamerikanske aktiviteter, til Ritzau Finans.

Vestas stiger med 0,5 pct. til 467,20 kr.

Også A.P. Møller-Mærsk ligger pænt til og stiger med 0,4 pct. til 8650 kr. Prisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, er for første gang i et halvt år kommet over 50 dollar. B-aktien faldt onsdag 1,4 pct. til 8615 kr.

Når Dong Energy går på børsen i juni, venter energiselskabet at få en markedsværdi på mellem 83,5 mia. kr. og 106,5 mia. kr. Dong har netop offentliggjort prospekt, og det viser, at der vil blive udbudt mellem 15,1 og 17,4 pct. af de eksisterende aktier til mellem 200 kr. og 255 kr. per aktie.

Derudover har de sælgende aktionærer, bortset fra den danske stat og SEAS-NVE, givet emissionsbankerne en overallokeringsret til at købe yderligere op til 2,6 pct. af Dong Energys aktiekapital.

Uden for eliteindekset kan Zealand Pharma glæde sig over, at et ekspertpanel under den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, onsdag anbefalede, at diabetes 2-midlet Iglarlixi godkendes i USA. Det skete med et stort flertal og stemmerne 12-2. Enkelte eksperter ytrede dog bekymring over mærkningen af de to penne, som Iglarlixi kommer i.

Zealand Pharma, der steg med hele 11 pct. onsdag op til afgørelsen, stiger torsdag morgen yderligere 0,8 pct. til 131,50 kr.

Der er også fremgang til United International Enterprises, der ligger 1,5 pct. højere i 1042 kr. Investeringsselskabet kom ud af første kvartal med et overskud på 13,4 mio. dollar mod 33,8 mio. dollar i samme periode sidste år.