Aktier: C20 næsten i status quo efter op- og nedture

Novo Nordisk endte som toppen af C20-poppen tirsdag efter en hård mandag tæt forfulgt af Nordea og Genmab, mens GN Store Nord-aktien derimod blev tirsdagens bundskraber efter svage tal fra en amerikansk konkurrent.

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

Samlet endte C20 Cap-aktierne tirsdag ved lukketid med en beskeden stigning på 0,2 pct. til 1030,25. I løbet af tirsdagen nåede indekset at stige pænt for sidst på dagen dog at falde lidt tilbage.

- Markedet har kørt lidt op og ned. Den sidste nedtur skyldes tallene for forbrugertilliden fra USA. De skuffede rimeligt fælt. Overordnet set må vi sige, at aktierne efter en groggy mandag rejste sig lidt igen tirsdag og lå rimeligt pænt, ind til de amerikanske nøgletal kom, siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, til Ritzau Finans.

Den amerikanske forbrugertillid overraskede negativt i juli ved at være faldet til 90,9 fra 99,8 måneden før, mens det var ventet en lille fremgang til indeks 100.

Genmab havde dog igennem hele dagen positive tal. Genmab blev blandt andet påvirket af, at den franske medicinalkæmpe Sanofi har indgået et samarbejde med det amerikanske biotekselskab Regeneron om udvikling af nye antistoffer. Også danske Genmab arbejder med antistoffer. Genmab-aktien endte med en stigning på 1 pct. til 646,50 kr.

Den tunge Novo-aktie var også hele dagen med til at trække C20 Cap-indekset op og sluttede dagen med en stigning på 1,1 pct. til 393 kr.

Det, der trak fra morgenstunden, var især, at der var kommet mere stabilitet på børsen i Shanghai.

- Der er bestemt stadig fokus på Kina. Selv efter de fald vi har set på det seneste. Men når der nu er et rebound, smitter det positivt af på de europæiske markeder, siger Mads Zink, chefaktierådgiver i Danske Bank, til Ritzau Finans.

Pandora-aktien var det papir, der lagde bedst ud fra dagens start med en stigning på 1,9 pct. til 772 kr., efter at Pandora havde fået fine ord med på vejen af de to store finanshuse JPMorgan og HSBC, samtidig med at priserne på guld og sølv lå til et fald.

Ved dansk børsluk havde Pandora-aktien dog - ligesom C20 som helhed - roet sig noget ned igen og lukkede med en stigning på 0,3 pct. til 760 kr.

I bunden af C20 var GN Store Nord at finde. Det var blandt andet tal fra den amerikanske konkurrent til GN Netcom, der spillede ind her. Væksten hos GN Netcom lader noget tilbage at ønske, vurderer Nordea.

- Det øger usikkerheden om GN's salg af headset og om, hvorvidt helårsforventningerne indfries efter et skuffende første kvartal, skrev Nordea i en kommentar og påpegede videre, at GN Store Nord-aktien er prissat i den dyre ende.

GN Store Nord-aktien endte tirsdag i minus 3,7 pct. til 139 kr. og dermed som C20 Cap-indeksets absolutte bundskraber.

Uden for C20 havde DFDS en fin dag oven på nyheden om, at rederiet genoptager færgesejladsen mellem Calais og Dover på Den Engelske Kanal.

Sejladsen blev ellers indstillet i weekenden efter en arbejdskonflikt på havnen i Calais, der blandt andet førte til, at en af DFDS' færger blev beskudt med nødraketter.

DFDS endte med en stigning på 2,7 pct. til 946 kr.