Aktier: C20 Cap ser ud til at fortsætte rekordjagten

Der er udsigt til plusser, når det danske aktiemarked åbner fredag, drevet frem af en øget tiltro til den amerikanske økonomiske genopretning.

Vestas kan nok engang komme i fokus efter annonceringen af flere nye ordrer i juledagene.

De amerikanske aktier er steget i juledagene, og futures på FTSE-indekset i London indikeres i plus. Dermed ser C20 Cap-indekset ud til at fortsætte rekordjagten uforstyrret af tre dages juleferie. Mandag steg indekset 0,4 pct. til indeks 675,60, og indekset er dermed steget mere end 30 pct. i 2013, blandt andet med 47 lukkerekorder hen ad vejen.

Den amerikanske optimisme, der også kan gøre sig gældende i Danmark, er drevet frem af en øget tiltro til USA's økonomiske genopretning. Torsdag bød antallet af nytilmeldte amerikanske ledige, der landede på 338.000, på en lille positiv overraskelse, da økonomernes prognose lød på 345.000. Tallet bidrog til at styrke troen på en hurtig bedring i landets økonomi, men har samtidig sået en smule tvivl om udløbsdatoen for Federal Reserves rekordlave renteniveau.

På selskabsfronten vil Vestas endnu engang løbe med opmærksomheden. Selskabet annoncerede 23. og 24. december to nye store ordrer på henholdsvis 150 MW og 110 MW. Førstnævnte ordre er en del af en rammeaftale, der potentielt kan rumme ekstra ordrer på 568 MW.

Den første ordre under den nye rammeaftale med First Wind er til det såkaldte Route 66-projekt i Texas, og leveringen af de 75 styk V110-2,0 MW-møller påbegyndes tidligt i 2015, mens idriftsættelsen ventes i midten af 2015.

Ordren på 110 MW er til et projekt med en unavngiven udvikler på et - indtil nu - ligeledes unavngivet sted i USA og lyder på 55 styk V110-2,0 MW-møller. Ordrestrømmen har bidraget til et stærkt år for Vestas' aktionærer, og mandag steg aktien 0,3 pct. til 157 kr.

Derudover har både Danske Bank og Nordea fået hævet kursmålet for deres respektive aktier hos finanshuset Royal Bank of Canada.

Nordeas kursmål er hævet til 74,80 kr. fra 69,91 kr., mens anbefalingen "outperform" fastholdes. Danske Banks kursmål får tilføjet en tier og ligger nu på 110 kr. Her er anbefalingen fortsat "underperform".

Medicinalselskabet ALK-Abelló skal til eksamen i USA 28. januar, hvor selskabets sublinguale tabletvaccine mod ragweed-allergi skal under luppen hos de amerikanske sundhedsmyndigheders rådgivende komité. Her vil registreringsansøgningen for tabletten blive undersøgt med henblik på eventuelt at give markedsføringstilladelse til ALK og den amerikanske partner Merck, oplyser det danske selskab.

Novo Nordisk har bestået en anden eksamen, og fået myndighedernes velsignelse af blødermedicinen Tretten, som snart kan sendes på hylderne i USA.

Tretten er til behandling af den alvorlige og meget sjældne faktor 13-blødersygdom, der er efterladt med meget få behandlingsmuligheder. Der findes dog blot 108 faktor 13-patienter i USA, så markedet er meget begrænset.

For bryggeriet Carlsberg vil en fusion af verdens to største bryggerier, Sabmiller og AB Inbev, åbne store opkøbsmuligheder, og Carlsberg vil være klar til at gå på opdagelse i nye regioner, hvis det bliver tilfældet.

Indtil videre har Carlsberg fastholdt sine tre regioner, Vesteuropa, Østeuropa og Asien, som områder, hvor selskabet vil vokse. Hovedvægten er lagt på Asien, men i et interview med Jyllands-Posten fortæller formanden for Carlsberg-fondet, Flemming Besenbacher, at Carlsberg er klar til at købe op uden for de tre regioner, hvis muligheden byder sig.

- Hvis der eksempelvis kommer en fusion mellem verdens to største bryggerier, som der tales om, ville det udløse reaktioner fra konkurrencemyndighederne mange steder i verdenen. Og det kunne måske skabe opkøbsmuligheder for os, som vi ikke kan forestille os i dag, siger Flemming Besenbacher til Jyllands-Posten.

/ritzau/FINANS