Aktier: C20 Cap satte 15. lukkerekord i år

Torsdag viste sig at blive endnu en særdeles positiv aktiedag i Europa, og herhjemme satte det danske eliteindeks, C20 Cap, sin 15. lukkerekord i år, da indekset sluttede i niveauet 942,87.

Læs mere
Fold sammen

Blandt C20-aktierne gik det allerbedst for Genmab, der steg 4,9 pct. til 546,50 kr. Det kan ifølge Sydbank meget vel skyldes en giganthandel i USA, hvor medicinalselskabet Abbvie natten til torsdag annoncerede et køb af medicinalselskabet Pharmacyclics.

Abbvie betaler 21 mia. dollar for Pharmacyclics og sikrer sig dermed rettighederne til kræftmidlet Imbruvica.

- Jeg tror, at mange laver et "readover" til Genmab som følge af de høje forventninger til Genmabs Daratumumab. Det gør, at man til en vis grad prissætter Genmab efter Pharmacyclics. Samtidig kan det være med til at sætte gang i overtagelsesspekulationer, siger senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Der var også nyt fra ingeniørkoncernen FLSmidth, der har indgået to kontrakter med den egyptiske cementproducent Misr Cement Company om at levere udstyr til en cementfabrik i nærheden af den egyptiske by Luxor.

FLSmidth oplyste dog ikke, hvor stor en værdi ordren har, men ordren blev modtaget positivt i markedet, og FLSmidth-aktien endte 2,0 pct. højere i kurs 307,70.

Bavarian Nordics investorer fik endnu en god dag, idet biotekaktien steg 16,1 pct. til 332,00 kr. Stigningen kom oven på de mere end 35 pct., Bavarian øgede sin værdi med onsdag, efter at have annonceret en stor partneraftaler med Bristol-Myers Squibb om kræftmidlet Prostvac.

Der var også medvind til Lundbeck, som har fået en positiv nyhed fra Det Europæiske Lægemiddelagentur omkring depressionsmidlet Brintellix. Det Europæiske Lægemiddelagentur har ifølge selskabet udsendt en positiv holdning til at opdatere indlægssedlen for Brintellix med data, der viser antidepressivets effekt på kognitive funktioner.

Der er tale om det første antidepressiv i Europa, som vil få effekter på visse kognitive funktioner inkluderet på indlægssedlen. Lundbeck steg kontinuerligt dagen igennem og endte hele 10,0 pct. højere i 145,20 kr.

Derimod blev SAS-aktien sendt ned efter regnskabet for første kvartal, der ellers var bedre end ventet. Men der var en del andre nyheder fra luftfartsbranchen, der prægede torsdagen. Blandt andet annoncerede den strejkeramte konkurrent Norwegian, at selskabets piloter bliver overflyttet til datterselskaber i Norge, Sverige og Danmark. SAS-aktien faldt 5,4 pct. til kurs 13,90.

Rederiet Norden, der onsdag kom med et regnskab med underskud, vendte en negativ kursudvikling i begyndelsen af handelsdagen til et plus på 2,1 pct. ved børsslut, hvor aktien endte i 146,50 kr.

Der kom regnskaber fra et par mindre selskaber, nemlig Boconcept og Totalbanken.

Boceoncept imponerede investorerne med et godt tredje kvartal af regnskabsåret 2014/15, hvor omsætningen og driften viste stor fremgang. Det medførte en opjustering af forventningerne til hele regnskabsåret, og investorerne sendte aktien hele 25,8 pct. op til kurs 83,00.

Totalbanken kom ud af 2014 med et resultat i den øvre ende af bankens egne resultatforventninger målt på basisindtjeningen. Resultatet efter skat steg til 10,4 mio. kr. fra 6 mio. kr. året før. Aktien endte 1,4 pct. højere i 37,50 kr.

Sent onsdag aften var der desuden regnskab fra biotekselskabet Onxeo, der er resultatet af en fusion mellem franske Bioalliance samt danske Topotarget. Onxeo kom ud af 2014 med et underskud på 7,7 mio. euro og et resultat på 4,8 mio. euro - blandt andet påvirket af omkostninger i forbindelse med fusionen mellem de to selskaber.

Regnskabet blev modtaget positivt i markedet, der sendte Onxeo-aktien op med 0,9 pct. til 47,50 kr.

/ritzau/FINANS