Aktier: C20 Cap på rekordjagt før Draghi-møde

Som forspil til Mario Draghis pressemøde torsdag er der fin stemning på aktiemarkederne i Europa, og i København sender det C20 Cap-indekset op i nærheden af sit højeste niveau nogensinde.

Foto: RALPH ORLOWSKI.
Læs mere
Fold sammen

C20 Cap ligger ved 11.30-tiden i 1063,36, svarende til en stigning på 0,5 pct. fra onsdag, og er dermed kun et enkelt point fra indeksets hidtidige lukkerekord på 1064,3 sat i august.

Det er blandt andet stigninger til Pandora, Genmab og ISS, der også alle tre kan prale af rekordniveauer i torsdagens handel, der løfter det danske eliteindeks, mens defensive aktier som William Demant, Chr. Hansen og Novozymes ligger i bunden.

Torsdagens helt store begivenhed på de europæiske finansmarkeder bliver resultaterne af mødet i Den Europæiske Centralbank (ECB), som ifølge de fleste økonomer vil komme med nye pengepolitiske lempelser i form af en nedsættelse af indlånsrenten og en udvidelse af obligationsopkøbsprogrammet. Det bliver afsløret først på eftermiddagen ved bankens rentemeddelelse og senere pressemøde med centralbankchef Mario Draghi.

Pandora er for anden dag i træk med i toppen af C20 med en stigning på 2,3 pct. til rekordkursen 875,00 kr. Smykkefirmaet oplyste onsdag aften, at det udvider samarbejdet med den amerikanske smykkekæde Jared og i den forbindelse opgraderer til shop-in-shop butikker ved mere end 200 salgssteder i USA.

- Det er en lille, god nyhed og noget, der er med til at understøtte væksthistorien i Pandora. Vi tror ikke, at det er en monster kursdriver overhovedet, men det er da i hvert fald en god nyhed, og det kan da godt være med til, at den sætter kursrekord igen i dag - lidt afhængig af markedsstemningen generelt, siger aktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea til Ritzau Finans.

Genmab har også en god dag og stiger 2,9 pct. til 935,50 kr. Der er ingen særlige nyheder ude om aktien, men den har generelt været godt kørende de seneste måneder med ni kursrekorder alene de seneste tre uger. For ISS er der heller ingen forklaring på stigningen på 1,4 pct. til 254,50 kr.

Opmærksomhed er der til gengæld om DSV, hvor finanshuset Stifel har indledt dækning af transportkoncernens aktie med anbefalingen "hold". DSV-aktien stiger 1,0 pct. til 277,50 kr.

Derimod fortsætter onsdagens fald i Mærsk-aktierne. Onsdag skrev analysehuset Alphaliner, at der er mere modvind forude til de største containerrederier trods et fald i indtjeningen i tredje kvartal. Marginerne ventes at blive endnu dårligere i fjerde kvartal, skrev Alphaliner, der venter, at endnu flere rederier vil få større negativ driftsmargin og dårlige resultater. Mærsk B ligger 0,5 pct. lavere i 10.380 kr. efter et fald onsdag på 3,2 pct.

Uden for C20 er der årets anden børsdebut til Sparekassen Sjælland, som efter et længere tilløbsstykke konverterer garantkapital til aktiekapital og i den forbindelse har fået optaget godt 13 mio. aktier til notering. Der er ikke solgt nye aktier i forbindelse med noteringen, så der var stor interesse om, hvad markedet vil prissætte de nye aktier til. Aktien steg tidligt til en kurs omkring 110, men er ved frokosttid stabiliseret omkring 100 kr., hvilket også var den kurs, de tidligere garanter i banken har ombyttet garantbeviser til.

Blandt de øvrige sidepapirer er der også opmærksomhed om ALK-Abelló, hvis konkurrent Stallergenes Greer har fået et pålæg fra de franske myndigheder om midlertidigt at indstille produktion og distribution fra selskabets fabrik i Antony. Desuden skal Stallergenes trække produkter tilbage i Frankrig som led i en plan, der er godkendt af myndighederne. Den nyhed har torsdag morgen ført til en stigning i ALK's aktie på 5,8 pct. til 881 kr.

Desuden har konvolutselskabet Intermail aflagt regnskab for 2014/15 og fremvist et fald i omsætning til 367 mio. kr. fra 416 mio. kr. I det netop startede 2015/16-regnskabsår kan der også komme pres på toplinjen, da den ventes mellem 350 og 370 mio. kr. Aktien falder 7,5 pct. til 22,20 kr. under papirstynd handel.