Aktier: C20 Cap hopper igen over indeks 1000

Ganske som ventet er de danske aktier startet i moderat positivt terræn fredag morgen, hvor det igen er kinesiske makrodata, der er med til at sætte dagsorden.

Samtidig er udviklingen understøttet af, at det amerikanske S&P 500-indeks - trods et samlet fald på 0,3 pct. torsdag - faktisk steg med 0,5 pct. efter dansk lukketid torsdag.

Endnu engang er der dog også nyt fra Kina, hvor nøgletal for både forbruger- og producentpriserne fra morgenstunden viste sig bedre ventet i markedet og er med til at skabe godt humør.

C20 Cap-indekset stiger derfor med 0,8 pct. til 1003,25 efter godt ti minutters handel, efter at eliteindekset ellers kravlede under indeks 1000 torsdag med sit fald på 1,1 pct.

For aktierne i A.P. Møller-Mærsk kan tal fra Kina også være afgørende fredag, hvor de første ratetal fra Shanghai Shipping Exchange i oktober er blevet offentliggjort, efter at det kinesiske marked var lukket i sidste uge grundet Golden Week.

Det såkaldte Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der dækker over ruter fra Shanghai til hele verden, stiger efter ferieugen med 9,8 pct. De tunge Asien/Europa-ruter vejer 20 pct. i indekset.

Mærsks B-aktie stiger 0,6 pct. til 9545 kr. fredag morgen efter et fald på 2,6 pct. torsdag.

Øverst i C20 Cap er Nordea, der stiger med 1,4 pct. til 68,10 kr. uden større bagvedliggende nyheder.

Opmærksomhed er der også fortsat til luftfartsselskabet SAS, efter at den norske og svenske regering torsdag morgen solgte 23 mio. aktier i selskabet med rabat.

Det satte kursen under pres og sætter spørgsmålstegn ved, om der kan være flere udsalg på vej. SAS-aktien stiger 0,9 pct. til 11,70 kr. fredag morgen efter et dyk på 8,7 pct. torsdag.

Ligeledes uden for C20 Cap-indekset er der fortsat opmærksomhed omkring Nets, der stiger 0,9 pct. til 130,30 kr. fra start fredag, efter at papiret i torsdagens handel ellers faldt helt uden for det interval, som aktierne blev udbudt til i forbindelse med børsnoteringen, hvor prisen endte på 150 kr.

Fredag fortæller Nets, at danskernes forbrug med Dankortet steg 5 pct. i september til samlet 29,8 mia. kr.

Der sås dog også samtidig tvivl om, hvorvidt Deutsche Bank allerede har opbrugt hele sit mandat til at lave støtteopkøb efter børsnoteringen - hvilket kan have været med til at presse aktien de seneste dage.

Tilbage i eliteindekset har GN Group fået sænket sin anbefaling hos tyske Commerzbank til "reducer" fra "hold". Kursmålet er samtidig reduceret til 129 kr. fra 131 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

GN-aktien falder 1,1 pct. til 141,90 kr. fra start og er dermed i bunden af C20 Cap.

Dong Energy har desuden fået indledt dækning hos franske Exane BNP Paribas, der giver aktien anbefalingen "neutral" samt et kursmål på 260 kr., skriver Bloomberg News.

Dong-aktien stiger 0,2 pct. til 262,50 kr.

/ritzau/FINANS