Aktier: Bulgarien og Irland topper flot 2013 i Europa

2013 har generelt været et rigtig godt år for aktierne i Europa, der har nydt stor fremgang målt på de toneangivende aktieindeks over hele kontinentet.

Samlet er 33 ud af 42 toneangivende indeks i Europa (inklusive Stoxx 600 og Euro Stoxx 50) gået frem i løbet af 2013, mens ni indeks altså har registreret en samlet tilbagegang. Det bulgarske Sofix-indeks og det irske-indeks er topscorerne med plusser på henholdsvis godt 40 pct. og godt 32 pct., mens det danske C20 Cap-indeks indtager en tredjeplads med sin stigning på hidtil 30 pct. i 2013.

Hovedrollerne i den danske fremgang er tilfaldet Vestas og Pandora - med førstnævnte i den suveræne førertrøje. Vindmølleproducenten har haft et fantastisk 2013, hvor selskabet har været i færd med en større genrejsning, og det har givet sig udslag i aktiekursen, der er steget med næsten 400 pct. indtil nu i år.

Smykkeselskabet Pandora har for andet år i træk imponeret og samlet hentet en fremgang på godt 140 pct. Pandora har over flere omgange præsteret bedre end ventet i sine regnskaber, hvilket har medført opjusteringer af forventningerne, og ifølge flere analytikere er der god mulighed for, at selskabet også vil overgå sine seneste forventninger til indeværende regnskabsår.

Genmab, der først er blevet inkluderet i C20 Cap-indekset mandag, hvor aktien har erstattet Lundbecks, er steget med godt 180 pct. i 2013. Den dårligst præsterende C20-aktie i 2013 har været FLSmidth, der samlet er gået tilbage med knap 15 pct.

Blandt de ni indeks i rødt i 2013 er det gået værst ud over det tyrkiske BIST-indeks, der er faldet med 12,1 pct. år til dato, mens BIRS-indekset i Bosnien og PFTS-indekset i Ukraine har registreret samlede fald på henholdsvis 9,8 pct. og 9,1 pct.