Aktier: Bred optur i sigte med Vestas og B&O i fokus

Vestas og Bang & Olufsen kan få opmærksomhed torsdag, hvor investorerne desuden kan se frem til en bred optur på det danske aktiemarked.

Bang & Olufsen. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Den amerikanske centralbank hævede onsdag helt som ventet sin toneangivende rente med 25 basispoint til 0,25-0,50 pct. og skruede samtidig en anelse ned for renteudsigterne for de kommende år. Der indikeres nu en renteforhøjelse på 1 procentpoint både i 2016 og 2017, mens de 17 centralbankchefers tidligere medianprognose indikerede en forhøjelse på 1 pct.point i 2016 og 1,25 pct.point i 2017.

De blødere rentemeldinger medvirkede efter lidt betænkningstid til pæne stigninger på det amerikanske aktiemarked, og dermed har de europæiske aktiemarkeder noget at indhente. Futuren på det tyske toneangivende tyske DAX-indeks ligger torsdag morgen 1,1 pct. højere.

- Jeg tror, at det bliver en bredt funderet stigning, og fokus vil fortsat være på Vestas og nyt om PTC-ordningen, siger senioraktierådgiver i Nordea Jesper Bamberger til Ritzau Finans.

Vestas steg onsdag med 4,3 pct. til 474,90 kr. - det højeste niveau siden 2008 - på forlydender om, at den amerikanske skatterabatordning PTC til alternativ energiløsninger ser ud til at blive forlænget med fem år frem til 2020, hvorefter den udfases.

Bang & Olufsen har også kastet sig ind i rampelyset, efter at selskabet ud af det blå er kommet med regnskab for andet kvartal. Regnskabet var ellers programsat til den 13. januar, men er offentliggjort torsdag morgen - 27 dage før tid.

Der er ikke noget nyt i regnskabet om de drøftelser, Bang & Olufsen fører med potentielle købere. Regnskabet viser en omsætningsfremgang på 26 pct. til 729 mio. kr. Bundlinjen er markant forbedret, men viser stadig et tab på 10 mio. kr. mod et minus på 72 mio. kr. sidste år.

Aktien i Bang & Olufsen steg onsdag med 5 pct. til 73 kr.

SAS kan fortsat være i fokus, efter onsdagens regnskab, der viste, at selskabet fløj et overskud i 2014/15 hjem. Oveni kom det onsdag frem, at det ser ud til, at selskabet kan tilbageføre en halv mia. kr., der var hensat til en kartelbøde i EU. Nordea har hævet kursmålet for aktien til 20,90 kr. fra 19,32 kr. med en fortsat købsanbefaling klistret på aktien.

Også NNIT har været til eftersyn hos Morgan Stanley, der har lagt 10 kr. på kursmålet, så det ny lyder på 170 kr. Samtidig fastholdes anbefalingen ligevægt. Aktien steg onsdag med 1,1 pct. til 176,50 kr.