Aktier: Børserne luner op til endnu en rekorddag

Det lignende inden børsåbning, at rekordstimen på Wall Street var slut, men så blev humøret pludselig bedre, og i den tidlige handel ligger de store indeks med små stigninger.

Læs mere
Fold sammen

I timerne op til handelsstarten var der ellers indikeret mere negative toner på Wall Street med fald på 0,1 til 0,2 pct. i handelen med futures, der lader investorer spekulere i fremtidige indeksniveauer.

Men efter knap ti minutters handel ligger S&P 500-indekset 0,1 pct. højere, og det samme - og lidt mere - gælder Dow Jones- og Nasdaq-aktierne.

Dermed kan der være udsigt til sjette handelsdag i streg, hvor alle tre toneangivende indeks sætter rekord. Fremgangen blev sat i gang sidste uge, hvor præsident Donald Trump varslede erhvervsvenlige reformer, og markedet er endnu ikke blevet færdige med at tage glæderne på forskud.

- Jeg tror, at markedsdeltagerne sandsynligvis forventer ændringer i statsbudgettet, som vil stimulere vækst og måske øge indtjeningen (hos selskaberne, red.), siger centralbankchef Janet Yellen som forklaring på de seneste dages stigninger.

Et sæt nøgletal klokken 14.30 dansk tid - en time før børsåbning - forstærkede desuden de seneste dages tegn på stærke tider i USA's økonomi. Her viste både boligbyggeriet, antallet af nye ledige, og Philadelphia Feds erhvervstillidsindeks bedre takter end forudset af økonomerne. Det flyttede dog ikke for alvor stemningen i handelen med futures, men reaktionen opad kom godt 20 minutter senere.

Cisco Systems stiger 2,5 pct. i den tidlige handel, efter at it-koncernen fremlagde regnskab onsdag aften efter børslukketid. Ciscos tal var pæne og lidt bedre end forudset i markedet.