Aktier: Blandede fortegn med Nikkei i største fald

Foto: FRANCK ROBICHON

Det japanske Nikkei-indeks står mandag for det største indeksfald i Asien og har været nede i det laveste niveau i en uge, på en morgen hvor flere sektorer, heriblandt ejendomsfirmaer og mæglere, falder tilbage efter det seneste rally og ignorerer gode resultater i selskaber som Nissin Foods.

Ejendomsselskaber, mæglere og konstruktionsselskaber er mandag nede, heriblandt Misui Fudosan, der falder med 3 pct., Mitsubishi Estate, som falder med 1,7 pct., mens selskabet Nomura er nede med 2,3 pct.

I den anden ende af indekset ligger Nissin Foods med en stigning på 7,5 pct. til rekordniveauet 7790 yen, efter et regnskab for perioden april-september hvor nettoindtjeningen steg med 15,5 pct. til 14,11 mia. yen.

Selskabet Mitsui Mining and Smelting Co stiger desuden 10 pct. til 6650 yen, hvilket er det højeste niveau i 10 år, efter at selskabet hævede sine forventninger til en indtjeningen. Selskabet ser nu et resultat på 24 mia. yen i indeværende år mod tidligere 20 mia. yen.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod fald på 0,6 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et minus på 0,5 pct.

Det australske ASX-200-indeks falder med 0,3 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i minus med 0,2 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, falder med 0,3 pct.

Shanghai Composite og CSI 300 oplever en fremgang på henholdsvis 0,3 og 0,4 pct.

Hang Seng i Hongkong ligger til et plus på 0,3 pct.

/ritzau/FINANS