Aktier: Biotekselskab med kræftmiddel i pipelinen stiger 73 pct.

Det amerikanske Dow Jones-indeks, der rummer 30 af de største børsnoterede amerikanske virksomheder, er mandag åbnet en spids lavere og kommer dermed lidt længere væk fra de 20.000, som det var et mulehår fra at ramme i fredags.

Efter fem minutters handel ligger Dow Jones-indekset 0,3 pct. lavere i 19.909,44, efter at det i løbet af handelssessionen fredag var oppe i 19.999,63.

Det brede S&P 500-indeks falder desuden 0,2 pct. til 2271,89, efter at det fredag lukkede i det højeste niveau nogensinde. Derimod holder Nasdaq-indekset sig på rekordkursen med en stigning på 0,1 pct. til 5528,81.

VIRKSOMHEDSHANDLER I FOKUS

En stribe virksomhedshandler har mandag sat fut i flere aktier. Aktien i VCA, der er en kæde af 780 dyrehospitaler på tværs af USA, stiger fra åbningen 28 pct. til 90,83 dollar, efter at det privatejede selskab Mars har lagt et købstilbud på selskabet på 93 dollar per aktie.

Endvidere er det kommet frem, at det japanske medicinalselskab Takeda vil købe Ariad Pharmaceuticals for 24 dollar per aktie svarende til en samlet pris på 4,66 mia. dollar. Aktien i Ariad, der eksperimenterer med midler til behandling af lungekræft, stiger fra start 73 pct. til 23,79 dollar.

I en tredje handel har Unitedhealth budt 57 dollar per aktie i Surgical Care, som fredag lukkede i kurs 48,75 dollar. Det er dermed en handel til 2,3 mia. dollar fordelt mellem kontanter og aktier. Den nyhed sender aktien i Surgical op med 16 pct. til 56,72 dollar.

/ritzau/FINANS