Aktier: Bilforsikringsgigant er bundskraber i grønt marked

De europæiske aktier har vendt et lille minus til et plus tirsdag ved middagstid, hvor der er positive takter i de fleste store aktieindeks.

Foto: Iris. De europæiske aktier har vendt et lille minus til et plus tirsdag ved middagstid, hvor der er positive takter i de fleste store aktieindeks.
Læs mere
Fold sammen

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 0,2 pct. efter at have startet morgenen ud med et fald. Det tyske DAX-indeks stiger også 0,2 pct., i Frankrig stiger CAC 40-indekset 0,1 pct., mens det britiske FTSE 100-indeks omvendt falder 0,1 pct.

Britiske AA, der blandt andet tilbyder bilforsikring, falder 5,6 pct. tirsdag middag og placerer sig dermed i bunden af det fælleseuropæiske indeks.

Selskabet meddelte tirsdag i forbindelse med halvårsregnskabet, at det sænker forventningerne til resultatet før renter, skat samt af- og nedskrivninger, EBITDA, i regnskabsåret 2018. Den nye forventning ligger nu i niveauet 390-395 mio. pund mod tidligere 404 mio. pund, skriver Bloomberg.

Samtidig har AA meddelt, at Simon Breakwell overtager stillingen som topchef, efter at selskabet sagde farvel til den tidligere administrerende direktør i starten af august.

Også danske Pandora må tage sig til at takke med en placering i bunden af indekset efter et fald på 5,1 pct. Finanshuset Carnegie har kommenteret den seneste salgsudvikling i et notat, og ifølge finanshuset planlægger Pandora angiveligt store rabatter til kunderne i oktober efter en fejlslagen salgskampagne i september.

Smykkeselskabet har ikke selv bekræftet, at det planlægger at give rabatter.

I den anden ende af spektret ligger det tyske ejendomsselskab Deutsche Wohnen med en stigning på 4,3 pct., og ejendomsindustrien er ved middagstid den mest stigende sektor i Stoxx 600.

Telefonica Deutschland kommer ind på en andenplads med en stigning på 3,1 pct., efter at selskabet har fået løftet anbefalingen til »køb« fra »neutral« af Redburn.

/ritzau/FINANS