Aktier: Bankerne topper efter bestået stresstest

August starter med stigninger for de danske og europæiske aktier, og på børsen i København er det bankerne, der fører an. Det sker oven på fredagens resultater af stresstesten af den europæiske banksektor, hvor de danske pengeinstitutter gik igennem uden problemer.

Foto: Kevin George.
Læs mere
Fold sammen

Samlet stiger C20 Cap 0,7 pct. til 1045,94, og det toneangivende danske aktieindeks er nu knap 2 pct. fra sit højeste niveau nogensinde - 1064,27 - der blev sat for 12 måneder siden.

BANKER OP EFTER TEST
Bankerne trækker for, efter at stresstesten blev en ikke-nyhed, idet Jyske Bank, Danske Bank, Sydbank og Nordea alle slap igennem undersøgelsen uden problemer. Der var ikke stor nervøsitet for den skandinaviske banksektor før stresstesten, men resultatet udløser alligevel en lettelse blandt bankinvestorerne.

Danske Bank topper C20 med en fremgang på 2,1 pct. til 184,50 kr., og Jyske Bank ligger lige i hælene med et plus på 1,4 pct. til 280,50 kr. Nordea stiger 1,1 pct. til 60,15 kr., og uden for C20 løftes Sydbank med 1,4 pct. til 181,20.

Ugen byder på halvårstal fra Novo Nordisk, DSV, Ringkjøbing Landbobank og Dong Energy - i øvrigt energiselskabets første som børsnoteret. Ingen af dem kommer dog denne mandag, hvor den danske regnskabskalender er tom.

HEINEKEN-REGNSKAB
Kigger man til udlandet, er der dog tal fremme fra hollandske Heineken, der konkurrerer med Carlsberg på en del ølmarkeder. Detaljerigdommen i Heinekens regnskab er dog ikke særlig stor, så det er svært at udlede meget af hollændernes status. Carlsberg-aktien holder sig da også i det anonyme midterfelt i C20 med en stigning på 0,4 pct. til 663 kr.

For A.P. Møller-Mærsk er der gode nyheder i form af en stigende oliepris. De store fald i olieprisen har presset konglomeratet, som på det seneste har igangsat en strategisk gennemgang for at finde ud af, hvad det lyseblå konglomerat skal satse på i fremtiden. Mærsk B-aktien stiger 0,7 pct. til 9090 kr. mandag morgen.

I det hele taget starter årets ottende måned med en meget grøn børs. Ikke en eneste C20-aktie falder, og uden for eliteindekset er det kun otte papirer, der er handlet med fald i forhold til fredagens lukkekurs. En af dem er Aarhus Elite, hvis fodboldhold, AGF, skuffende tabte hjemme til Randers FC efter at have vundet i de første to runder. Aktien dykker 3,2 pct. til 0,304 kr.