Aktier: Bankerne holder C20 Cap i positivt terræn

. Med god understøttelse fra bankpapirerne holder de danske aktier netop snuden over vandet mandag formiddag, hvor der ellers er flest elitepapirer med tilbagegang.

C20 Cap-indekset stiger ved 11.15-tiden med 0,1 pct. til 1126,98.

Bankpapirerne trækker læsset i toppen, og her er det stadig de nye Basel-krav, der er den afgørende katalysator. Stramningerne af kapitalkravene fra komitéen er tilsyneladende ikke helt så hårde, som man kunne have frygtet.

For Jyske Bank betyder de nye regler et ekstra kapitalbehov på 3,8 mia. kr., og det kan banken uden problemer have på plads allerede ved indgangen til den femårige periode, hvor de nye krav skal indfases - i januar 2022 - fortalte bankens direktør, Anders Dam, til erhvervsmediet Finans fredag.

- Vi har regnet på det her, og Jyske Bank mangler kun 3,8 mia. kr., hvis vi forestiller os, at det skulle indføres i morgen, og vi fastholder vores kapitalmålsætning på 17,5 pct. De penge bør vi snildt kunne tjene i de kommende år, sagde Anders Dam fredag til Finans.

Jyske Bank-aktien stiger mandag 3,7 pct. til 346,60 kr. Danske Bank stiger desuden 1,7 pct. til 241,70 kr., mens Nordea løftes 0,9 pct. til 75,50 kr. Uden for eliteindekset stiger Sydbank 0,9 pct. til 246,20 kr.

Nordea er desuden trukket op af, at franske Exane BNP Paribas har løftet sin anbefaling af aktien til "neutral" fra "underperform".

MÆRSK PRESSET AF TRUENDE KREDITSABEL

A.P Møller-Mærsk aktierne klarer sig desuden hæderligt mandag, hvor B-aktien får stoppet tilbagegangen de seneste fire børsdage på stribe.

Den danske koncern må ellers leve med, at kreditvurderingsinstituttet Moody's fortsat rasler med sablen og truer med en sænkning af kreditvurderingen.

Mærsk fik sat sin karakter, som i øjeblikket er på "Baa2", under negativt opsyn i august af både Moody's og konkurrenten Standard & Poor's oven på salget af Maersk Oil til franske Total.

- Forlængelsen af gennemsynet af ratingen afspejler den løbende usikkerhed med henblik på brugen af provenuet fra Total-aktierne.

- Derudover er salget af Maersk Oil ikke lukket endnu, og adskillelsen af Maersk Drilling og Maersk Supply Service udestår fortsat, siger Maria Maslovsky, der er kreditanalytiker hos Moody's, i en kommentar.

Mærsks B-aktie handles uændret i 10.630 kr.

CBRAIN STIGER EFTER OPJUSTERING

Blandt sidepapirerne er der desuden positiv opmærksomhed til softwareselskabet Cbrain, der har opjusteret sine forventninger til resultatet i hele 2017.

Cbrain regner nu med, at mellem 10 og 12 pct. af omsætningen slår igennem som overskud før skat. Tidligere lød prognosen kun på 5 til 10 pct.

Omsætningen ventes desuden fortsat at vokse med 10-15 pct. i forhold til 2016.

Cbrain stiger med 6,9 pct. til 37,20 kr.

For forsikringsselskabet Topdanmark er mandag også en fin dag, efter at britiske Barclays har løftet sit kursmål for aktien til 266 kr. fra 208 kr.

Anbefalingen "neutral" fastholdes i samme ombæring, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Topdanmark-aktien stiger 2,1 pct. til 273,90 kr.

Fra regnskabsfronten er der mandag nyt fra TK Development, der afleverer tal for sit tredje kvartal 2017/18.

GENMAB HOLDER FORSKERDAG

Tilbage blandt elitepapirerne kan der komme lidt opmærksomhed omkring Genmab, der holder forsknings- og udviklingsdag i Atlanta klokken 20 lokal tid - det vil sige klokken 2 natten til tirsdag dansk tid.

På mødet vil Genmab præsentere data for studier med Darzalex, som fremlægges i forbindelse med kræftkonferencen, der løber fra den 9. til den 12. december, og som er arrangeret af American Society of Hematology (ASH).

Desuden vil Genmabs øvrige lægemiddelkandidater blive drøftet.

Aktien er bundprop i C20 Cap-indekset med et fald på 1,3 pct. til 1179 kr.

/ritzau/FINANS