Aktier: Banker stjal fokus i fladt marked

Regnskaber fra en lille håndfuld storbanker satte dagsordenen på det amerikanske aktiemarked torsdag, hvor investorerne ellers var forholdsvis afventende.

Resultatet blev, at de tre toneangivende amerikanske aktieindeks sluttede tæt på uændret. S&P 500-indekset steg 0,02 pct., Nasdaq-indekset dykkede 0,03 pct., mens Dow Jones lukkede 0,1 pct. højere.

- Vi er tilbage til at vente og se. Markedet ser helt klart ud til at være priset ind til positive overraskelser, men det må tiden vise, siger Michael Mussio, der er direktør for kapitalforvalteren FBB Capital Partners, til Bloomberg News.


Sæsonen for regnskaber startede tidligere i denne uge, og der kom for alvor gang i sagerne torsdag, hvor Bank of America sammen med en række kolleger var i ilden.


Bank of America landede lige under analytikernes forventninger med en justeret indtjening per aktie på 0,20 dollar mod forventede 0,21 dollar. Til gengæld sagde banken efterfølgende - ifølge Bloomberg News - at der var plads til yderligere besparelser, og det sendte aktien op med 2,5 pct.

Investorerne kunne også læse regnskabet fra storbanken Wells Fargo, der kom ud af første kvartal af 2016 med en indtjening, der var lidt højere end forventet.


Banken fik et overskud på 0,99 dollar per aktie, mens analytikerne havde ventet et plus på 0,97 dollar. Bloomberg noterede, at bankens omkostninger var steget med 4,2 pct. det seneste år. Aktien faldt med 0,5 pct.


Der var også regnskab fra kapitalforvalteren Blackrock, som fik et overskud på 4,25 dollar per aktie i første kvartal. Til sammenligning havde analytikerne ventet et plus på 4,30 dollar, og aktien steg 1,9 pct.

Fredag er der umiddelbart udsigt til endnu en dag uden de store bevægelser. Futures for de toneangivende amerikanske indeks ligger tæt på uændret ved sekstiden fredag morgen.


Der vil i dagens løb være regnskab fra Citigroup, mens et par nøgletal også vil tage fokus. Det gælder blandt andet det såkaldte Empire Manufacturing-indeks og Michigans tillidsindeks.


/ritzau/FINANS