Aktier: Apple kan løfte Dow Jones over 22.000

It-giganten Apple står til en solid kursstigning fra åbningen onsdag, hvor Dow Jones-indekset af samme årsag meget vel kan blive løftet over 22.000 for første gang nogensinde.

Foto: Thomas Peter.
Læs mere
Fold sammen

It-giganten Apple står til en solid kursstigning fra åbningen onsdag, hvor Dow Jones-indekset af samme årsag meget vel kan blive løftet over 22.000 for første gang nogensinde.

I forvejen har Dow Jones-indekset sat rekord fem dage i træk, og tirsdag steg indekset 0,3 pct. til 21.963,92, mens det onsdag indikeres 0,2 pct. højere af futuresmarkedet.

Regnskabet fra Apple for det forskudte tredje kvartal blev offentliggjort efter amerikanske børslukketid tirsdag aften og udmærkede sig blandt andet med den højeste omsætningsvækst i syv kvartaler.

Omsætningen for andet kvartal løb op i 45,4 mia. dollar, hvilket var 7,2 pct. højere end i samme kvartal sidste år, mens analytikernes estimat for salget lød på 44,9 mia. dollar.

På bundlinjen kunne Apple endvidere fremvise et overskud på 8,72 mia. dollar i tredje kvartal svarende til et overskud per aktie på 1,67 dollar. Analytikernes forventning lød på 1,57 dollar per aktie ifølge Bloomberg News' prognose.

Apple forudser for fjerde kvartal en omsætning på mellem 49 og 52 mia. dollar, hvor analytikerne til sammenligning havde estimeret 49,1 mia. dollar.

I formarkedet ligger Apple-aktien til en stigning på 6,1 pct.

PÆNE TAL OGSÅ FRA TIME WARNER

Underholdningskoncernen Time Warner, der blandt andet ejer streamingstjenesten HBO og filmselskabet Warner Bros., har også præsenteret nogle pæne regnskabstal, og det bliver der kvitteret for i formarkedet med en stigning på 1,3 pct.

Biografkæden AMC Entertainment Holding står derimod til en omgang store kurstæsk, efter nyheden om at den venter at komme ud med et stor underskud, når det kommer med sit regnskab for andet kvartal 7. august.

Underskuddet ventes at lande mellem 174,5 og 178,5 mio. dollar sammenlignet med et overskud på 24,0 mio. dollar i samme kvartal for et år siden. Ifølge Factset var der kun ventet i underskud på 5 mio. dollar i andet kvartal, skriver Marketwatch.

AMC's aktie er i formarkedet faldet hele 24,5 pct.

/ritzau/FINANS