Aktier: Apple giver Nasdaq bitter smag

Apples skuffende regnskab sætter sit præg på den tidlige handel på Wall Street, hvor teknologiindekset Nasdaq 100 er i dårligst stand.

Mens Nasdaq 100 peger ned med 0,7 pct., ligger S&P 500 fladt, og Dow Jones falder med 0,1 pct.


Apple, der falder med 7,1 pct., er i vælten, efter at selskabets imponerende omsætningskurve er blevet knækket. Efter 51 kvartaler i træk med vækst præsenterede teknologigiganten et fald i kvartalsoverskuddet tirsdag aften.

- Apple agerer som vægtskål på markedet i dag og får måske investorer til at sætte spørgsmålstegn ved den generelle status for indtjeningerne, siger Heinz-Gerd Sonnenschein, strateg ved Deutsche Postbank, til Bloomberg News.


- Spørgsmålet er, om Yellen kan dæmpe bekymringerne, fortsætter han med henvisning til, at den amerikanske centralbank med chef Janet Yellen i spidsen vil komme med en rentemelding senere onsdag.

Apples omsætning faldt i koncernens andet kvartal. Det landede på 50,6 mia. dollar fra 58,0 mia. dollar i det tilsvarende kvartal sidste år, mens analytikere ifølge Bloomberg News havde ventet 52 mia. dollar i omsætning.

Selskabet venter, at omsætningen i tredje kvartal, der slutter til juni, vil blive mellem 41 og 43 mia. dollar, mens analytikerne her havde set 47,4 mia. dollar.


TWITTER I STORT DROP


Den amerikanske regnskabssæson er på sit højeste i denne uge med rapporteringer fra flere tunge spillere. Det gælder blandt andet det sociale medie Twitter, der også aflagde et skuffende regnskab efter lukketid tirsdag.


Særligt skuffende forventninger er med til at give Twitter-aktierne et dyk. Hvor analytikerne ifølge Reuters havde regnet med, at selskabet i det kommende kvartal ville have en omsætning på knap 680 mio. dollar, regner Twitter selv med mellem 590 mio. og 610 mio. i andet kvartal.

Twitter-aktien dumper med 15,7 pct.


Flyproducent Boeing landede i årets første kvartal af 2016 et skuffende resultat på bundlinjen. Ordrerne strømmer dog stadig ind, hvilket sikrede en pæn fremgang på toplinjen.

Resultatet per aktie, EPS, endte på 1,74 dollar, hvilket faldt under analytikernes forventninger, der ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg var på 1,84 dollar.

Aktien stiger dog med 1,0 pct.


EBAY MED STOR STIGNING


Den onlinebaserede markedsplads Ebay havde et bedre første kvartal i år end forventet med flere købere og handler. Aktien ryger op med 5,9 pct., efter at selskabet kunne fremvise en stigning i antallet af indkøbslystne kunder på siden. I alt steg antallet af aktive købere med 3,8 pct. til 162 mio.

Der er også nye tal fra industrigiganten United Technologies (UTC), der nyder godt at store omkostningsbesparelser i blandt andet luftfartsforretningen og overgår forventningerne til indtjeningen i årets første kvartal.


Kvartalet bød på en justeret indtjening per aktie, EPS, på 1,47 dollar. Til sammenligning havde analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg ventet et resultat per aktie på 1,40 dollar.

Aktien ligger 1,0 pct. højere i den tidlige handel.


Efter onsdagens lukketid kommer der regnskaber også fra blandt andet Facebook og Paypal.

/ritzau/FINANS