Aktier: Apple funkler igen på børsen

Et overvældende stærkt regnskab får onsdag investorerne til at flokkes om Apple fra åbningen på det amerikanske aktiemarked. Også Boeing flyver højt.

Læs mere
Fold sammen

Det brede S&P 500-indeks er åbnet med en gevinst på 0,6 pct., mens det teknologitunge Nasdaq stiger med hele 0,9 pct. Værst går det industriklenodierne i Dow Jones-indekset, der "kun" ligger til en stigning på 0,2 pct.

Apple er tilbage i helterollen efter et stærkt regnskab tirsdag aften. Kvartalstallene viste et overskud på 3,06 dollar per aktie i første kvartal, eller langt over analytikernes forventede overskud på 2,60 dollar per aktie, ifølge Bloomberg News. Omsætningen steg til 74,6 mia. dollar, hvor analytikernes prognose lød på 67,5 mia. dollar. Årsagen var blandt andet et markant bedre salg af iPhone-telefoner end ventet, mens salget salget af tavlecomputeren iPad skuffede lidt.

Det samlede billede af et stærkt regnskab står dog tilbage, også på aktiemarkedet, hvor Apple stiger hele 6,5 pct. Der er dog stadig et stykke op til lukkerekorden på 119 dollar.

Flyfabrikanten Boeing stiger med 3,4 pct. Selskabets kerneindtjening per aktie landede på 2,31 dollar i regnskabet onsdag middag, hvilket var et stykke over forventningerne på 2,10 dollar ifølge et estimat fra Bloomberg News.

Blandt onsdagens regnskabsaktuelle er også Fiat Chrysler, hvis regnskab skuffede målt på omsætningen. Til gengæld var der et driftsoverskud, før særlige poster, på 3,65 mia. euro mod ventet 3,59 mia. euro, målt på hele 2014. På Wall Street er reaktionen på regnskabet lidt negativ, idet aktien er bakket med 0,5 pct.

Efter børslukketid kommer også Facebook med regnskab. Forventningens glæde har foreløbigt sendt Facebook i vejret med 1 pct.

Endelig stiger Yahoo med 4 pct. Internetvirksomheden overfører sine aktier i den kinesiske e-handelstjeneste Alibaba til en værdi af 40 mia. dollar til et nystiftet selskab, Spinco, som Yahoo-aktionærerne så vil få aktier i.

/ritzau/FINANS

 

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk