Aktier: Amerikanske indeks klædt i grønt fra start

Foto: SPENCER PLATT

De tre ledende amerikanske aktieindeks åbner mandag som ventet med stigninger, og ser dermed ud til at hente noget af det tabte fra sidste uge tilbage, hvor investorernes frygt for en global handelskrig prægede handlen.

Det brede S&P 500-indeks åbner 1,7 pct. højere, det samme stiger Dow Jones-indekset, mens Nasdaq-indekset tager et hop på 2,0 pct. kort efter handelen er skudt i gang. Det tyder på, at investorernes frygt for en global handelskrig har lagt sig.

Steven Mnuchin, der er amerikansk finansminister, har ifølge CNN Money sagt, at han håber USA og Kina kan nå frem til en aftale, der kan afværge toldstigninger.

Det brede S&P 500-indeks lukkede fredag med et tab på 2,1 pct. til 2588,26. Dow Jones-indekset sluttede med et minus på 1,8 pct. til 23.533,20, mens Nasdaq endte med et fald på 2,4 pct. i 6992,67.

OVERTAGELSESBUD SKUBBER TIL ET PAR AKTIER

Der er fokus på byggematerialeselskabet USG, som Warren Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway er storaktionær i med en ejerandel på 30,8 pct.

Mandag skriver Bloomberg News, at tyske Knauf har givet et bud på alle aktierne i USG. Buddet ligger på 42 dollar per aktie, det er 25 pct. højere end det niveau USG lukkede i fredag.

En halv times tid inden den amerikanske åbning kom det frem, at bestyrelsen i USG har afvist buddet. Bestyrelsen har ifølge Bloomberg News sagt, at tilbuddet er under selskabsværdien og at buddet ikke er i investorernes bedste interesse. Bestyrelsen er meget sikre på selskabets vækststrategi, fremgår det af Bloomberg News.

USG-aktien stiger dog 19,4 pct. efter få minutters handel.

Der er også kommet et bud på den amerikanske sportstøj detailhandler Finish Line, det er JD Sports Fashion, der ifølge Bloomberg skulle have indgået en aftale om at købe Finish Line. Købet har en værdi på 558 mio. dollar eller 13,5 dollar per aktie.

Finish Line stiger 29,2 pct. kort efter handelsstart. Finish Line lukkede fredag i 10,55 dollar.

/ritzau/FINANS