Aktier: Amerikanske aktier ser ud til at åbne ugen med stigninger

Det tegner til, at de amerikanske aktiemarkeder åbner med stigninger mandag. Futures for samtlige af de toneangivende aktieindeks ligger således med plusser en times tid inden børsåbning.

Læs mere
Fold sammen

Futuren for både Dow Jones-indekset og S&P 500-indekset stiger i omegnen af 0,6 pct., mens futuren for Nasdaq 100-indekset ligger med en stigning på 0,5 pct.

Investorerne vil primært have øjnene rettet mod rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der finder sted tirsdag til onsdag. Spekulationerne går på, hvorvidt centralbanken på det forestående møde vil indlede en nedtrapning af sit månedlige opkøbsprogram, som har en værdi af 85 mia. dollar.

- Rentemødet i morgen vil være den store katalysator for markederne, hvorefter investorerne vil begynde på at se ind i det nye år, lyder det fra Robert Royle, direktør hos Smith & Williamson Investment Management i London, ifølge Bloomberg News, som fortsætter:

- Vi venter ikke markante bevægelser frem mod årets slutning, hvis der altså ikke kommer store overraskelser fra Federal Reserve. Investorerne vil være ganske tilfredse, hvis der ikke annonceres en nedtrapning på mødet i december.

En rundspørge blandt en række økonomer foretaget af Bloomberg News viser, at 34 pct. af de adspurgte økonomer venter, at den amerikanske centralbank på rentemødet vil bestemme sig for at reducere sine månedlige obligationsopkøb.

Blandt de amerikanske selskaber er der mandag fokus på AerCap, der i formarkedet stiger 6,1 pct. Selskabet vil ifølge Bloomberg News opkøbe samtlige aktier i International Lease Finance i en handel til 3 mia. dollar.

Advanced Micro Devices falder i formarkedet 1,9 pct. som en reaktion på, at Oppenheimer har sænket sin anbefaling for PC-processorfabrikanten. Oppenheimer anbefaler nu "underperform" mod tidligere "market perform."

Cirrus Logic, der blandt andet er leverandør af lydchips til Apple, falder i formarkedet 4 pct., efter af Oppenheimer også her har valgt at sænke sin anbefaling. Den nye anbefaling fra Oppenheimer lyder på "underperform" mod tidligere "market perform".

/ritzau/FINANS

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk