Aktier: Amerikansk bank giver Vestas et gok i nødden

Vestas-aktien starter ugen i nedtrykt form, efter at amerikanske Citigroups analytikere har sat aktien i negativt lys. Til gengæld åbner Genmab i godt tempo oven på lovende forsøgsresultater.

Foto: TIMOTHY A. CLARY.
Læs mere
Fold sammen

Alt i alt ligger C20 Cap-indekset 0,1 pct. højere efter godt 15 minutters handel mandag morgen. Ude i Europa byder sommerens første handelsdag ellers på noget bedre takter, da alle de støre toneangivende indeks ligger med stigninger på 0,5 til 0,7 pct.

Ud over sommeren indleder mandag også en uge, der er tætpakket med nøgletal. Til morgen er der præsenteret tal for erhvervstilliden i Kina, som lå nogenlunde som forventet i maj. Senere mandag kommer der blandt andet PMI-tal fra eurozonen og tyske forbrugerpriser, mens der fra USA kommer der statistik over det personlige forbrug, PCE-prisdeflatoren og ISM-indekset for industri.

Blandt selskaberne er der til gengæld usædvanligt tomt i kalenderen sammenlignet med de seneste to måneder. Regnskabssæsonen for første kvartal er slut, og vi skal helt frem til 17. juni, før der igen er danske selskaber, der er regnskabsaktuelle.

Vestas er mandag udsat for en kritisk analyse fra den amerikanske storbank Citigroup. Citis analytikere sænker nemlig sin anbefaling af Vestas-aktien til "sælg" fra tidligere "neutral". Vindmølleaktien har da også haft seks stærke måneder på børsen og er fordoblet siden oktober 2014. Men mandag giver analysen modvind. Aktien falder 2,2 pct. til 339,10 kr., hvilket giver en klar bundplacering blandt eliteaktierne.

I den modsatte ende reagerer investorerne positivt på nyheder om Genmabs potentielle kræftmiddel Daratumumab. I weekenden viste data fra et fase 2-forsøg, offentliggjort på ASCO-konferencen, at næsten 30 pct. af patienterne responderede på produktet.

- Tre personer blev helt fri for kræft, mens ti øvrige havde meget gode responser, hvilket defineres som en reduktion på 90 pct., mens 18 yderligere havde delvis respons, skriver Sydbank i en kommentar.

I den tidlige handel stiger Genmab-aktien 2,0 pct. til 608,50 kr. og topper C20 Cap-indekset.

A.P. Møller-Mærsk mener, at selskabets præstationer berettiger en højere aktiekurs. Mærsk-aktierne handles med en såkaldt konglomeratrabat, men det er ikke retfærdigt, siger topchef Nils Smedegaard Andersen til Børsen.

- Jeg ønsker, at aktiemarkedet en dag finder ud af, at vi er bedre til at forvalte en investering i vores forskellige sektorer, end hvis de selv skulle udvælge selskaber i disse industrier enkeltvis. Det burde alt andet lige give en bedre prisfastsættelse, lyder det fra Mærsk-direktøren over for Børsen.

Mærsk B-aktien starter dog ugen totalt uændret i 13.100 kr.

Aarhus Elites fodboldklub AGF er på vej mod superligaen, men det bør ikke sende investorer flokkende mod Aarhus-selskabet, mener Økonomisk Ugebrev. Der er stadig seriøse risici i aktien, skriver ugebrevet. Aktien falder 2,8 pct. til 35 øre mandag morgen.

I fodboldverdenen fortæller AaB desuden, at forhandlingerne om et salg af spilleren Nicolaj Thomsen er afbrudt. Den aalborgensiske aktie falder 1,8 pct. til 27,50 øre.

På udbyttefronten skal investorer i SPEAS være opmærksomme på, at der mandag fragår et udbytte på 1500 kr. per aktie. Aktien ligger 1160 kr., eller 6,3 pct. lavere, men stiger altså de facto.