Aktier: Ambu topper fladt men nyhedstæt marked

Ambu-aktien stikker ud med en stigning på 2,5 pct. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

I torsdagens nyhedstætte, men ikke desto mindre generelt ret flade aktiemarked stikker Ambu-aktien ud med en stigning på 2,5 pct. til 190,05 kr. i toppen af C25. Og dermed er aktien med til at balancere det samlede eliteindeks, der ved middagstid ligger i 1143,24, som er marginale 0,01 pct. højere end onsdagens slutniveau.

Dermed ligger det danske marked lige så neutralt, som resten af Europa, mener senioraktiehandler i Sydbank, Christian Thatje.

»Vi ser generelt en lidt flad udvikling i dag. Fokus er rettet mod regnskaber, som kommer ind i dag. De er jo for alvor kommet i gang nu,« bemærker han.

SEB ANBEFALER AMBU OG NEDGRADERER NOVOZYMES

Torsdag har svenske SEB indledt dækning af Ambu-aktien, og det sker med anbefalingen »køb« og et kursmål på 230 kr.

»Det er derfor, den stiger i dag,« fastslår Christian Thatje.

Samme SEB har rettet opmærksomheden mod Novozymes, der onsdag offentliggjorde et skuffende regnskab og tabte 2,5 pct. Siden har SEB nedjusteret sin anbefaling af aktien til »hold« fra »køb«, mens kursmålet er skruet ned til 340 kr. fra 360 kr., og torsdag fortsætter tilbagegangen for enzymaktien med et fald på 1,8 pct. til 303,30 kr.

I bunden af C25 falder Sydbank 2,0 pct. til 140 kr. Og her er afsmitning fra morgenens bankregnskab fra svenske Swedbank en del af forklaringen.

»Swedbank kom i morges med regnskab, som faktisk lige var til den skuffende side, og det trækker også bankerne her i Danmark lidt ned,« mener Christian Thatje.

Aktien i Danske Bank taber 0,5 pct. til 126,60 kr., og Jyske Bank falder 0,7 pct. til 270,50 kr.

INSPIRATION FRA RIVALER

Med i toppen af C25 er FLSmidth, der løftes 1,7 pct. til 324 kr. Den finske rival inden for markedet for mineudstyr Metso kom midt på formiddagen med regnskab for sit første kvartal, hvor hovedtallene generelt var over forventningerne i markedet.

Også en stigning på 1,1 pct. til 586,40 kr. for transportselskabet DSV kan være inspireret fra udlandet, hvor den schweiziske konkurrent Kuehne + Nagel kunne rapportere et driftsresultat (EBIT) på 242 mio. schweizerfranc for første kvartal.

Til sammenligning havde analytikerne ventet et driftsresultat på 234,4 mio. schweizerfranc ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

VRIMMEL AF NYT

Uden for eliteindekset vrimler det med endnu flere nyheder, hvor den mest effektfulde er oplysningen om et købstilbud på Arkil på 1550 kr. per B-aktie fra J2A Holding, der er ejet af administrerende direktør Jesper Arkil og Jens Skjøt-Arkil, der er direktør for forretningsudvikling i koncernen.

J2A satser på en afnotering af selskabet, hvis overtagelsen gennemføres.

Arkil-aktien stiger 36,6 pct. til 1530 kr.

H+H International har meddelt, at selskabet er i dialog med potentielle købere af selskabets russiske forretning. Aktien stiger med 1,6 pct. til 111,80 kr.

Chemometec løftes med 5,2 pct. til 167,20 kr., efter at selskabet endnu en gang har opjusteret sine forventninger. Nu venter Chemometec en omsætning i 2018/19 på 162-170 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 56-61 mio. kr. Tidligere ventede selskabet et salg på 150-157 mio. kr. og et EBITDA-resultat på 50-55 mio. kr.

Æggebakkeproducenten Hartmann kan kigge mod Finland, hvor Huhtamäki har afleveret positive tal for første kvartal. Aktien falder 0,3 pct. til 289 kr.

Handelsbanken har sænket sin anbefaling af Spar Nord til »hold« fra »køb«. Det fremgår af data fra Bloomberg News. I samme ombæring sænkes kursmålet til 60 kr. fra 63 kr. Bankaktien stiger 0,2 pct. til 57,20 kr.

SENERE REGNSKABER

Forsikringskoncernen Topdanmark afleverer torsdag ved middagstid regnskab for første kvartal. Tallene ventes omkring middagstid, og estimater indsamlet af selskabet selv peger på konsensus om fremgang i både præmieindtægterne og bundlinjen.

Analytikerne venter præmieindtægter fra skadeforretningen på 2327 mio. kr. mod 2273 mio. kr. i første kvartal sidste år, mens nettooverskuddet ses vokse til 300 mio. kr. fra 267 mio. kr.

Topdanmark falder inden regnskabet med 0,2 pct. til 339,20 kr.

Royal Unibrew er også regnskabsaktuel torsdag. Bryggeriet venter inden tallene for første kvartal en omsætning på 7400-7650 mio. kr. og et driftsresultat på EBIT-niveau på mellem 1340 mio. kr. og 1465 mio. kr. i hele 2019.

Royal Unibrew falder inden regnskabet med 0,7 pct. til 485,70 kr.

/ritzau/FINANS