Aktier: Ambu drøner op mens Air France styrtdykker i Stoxx 600

Der er langt fra top til bund mandag middag i det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600.

Danske Ambu stryger til tops med et plus på 14,6 pct. til aktiekursen 175 kr., efter at selskabets regnskab for andet kvartal af 2017/18 har været behagelig læsning for investorerne med en pæn vækst og en opjustering for hele regnskabsåret.

Modsat går det for franske Air France, der med et fald på 11,8 pct. ligger helt i bunden af indekset, der mandag middag samlet stiger med 0,2 pct.

Air France-KLMs børslussing sker, efter at den franske økonomiminister har udtalt, at Air France risikerer at gå til grunde, hvis ikke det bliver mere konkurrencedygtigt. Det siger Frankrigs økonomiminister, Bruno Le Maire, ifølge BBC.

Og selv om den franske stat ejer 14,3 pct. af moderselskabet Air France, så har regeringen ikke tænkt sig at træde til som økonomisk redningsmand, understreger ministeren.

»Air Frances overlevelse hænger i en tynd tråd. Air France vil forsvinde, hvis det ikke gør den nødvendige indsats for at være konkurrencedygtig,« siger Bruno Le Maire.

I fredags meddelte topchefen, Jean-Marc Janaillac, at han træder tilbage. Beslutningen kom, efter selskabets medarbejdere har afvist et tilbud om forbedret løn. Luftfartsselskabet har gennem nogen tid været hårdt ramt af strejker, 13 strejkedage siden den 22. februar, og medarbejdernes afslag lægger op til fortsat konflikt.

Og så har schweiziske Nestlé betalt amerikanske Starbucks 7,15 mia. dollar i kontanter for at få rettighederne til at sælge amerikanernes kaffeprodukter. Det skal sætte gang i den schweiziske kaffeforretning, skriver Reuters.

Nestlé får rettighederne til at sælge den amerikanske kaffe verden over, og det skal være med til at holde det schweiziske selskabs position som verdens største indenfor kaffe.

Nestlé stiger 1,0 pct. mandag middag, mens Starbucks stiger med 3 pct. i det amerikanske formarked.