Aktier: Alle industrigrupper faldt i Stoxx 600

Samtlige 19 industrigrupper i det brede europæiske Stoxx 600-indeks endte med fald tirsdag, hvor svage handelstal fra Kina og fortsat usikkerhed om oliepriserne spillede ind på investorernes købelyst.

Anglo American nåede det laveste niveau nogensinde efter et fald på 11,7 pct. til 326 pence. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEPHANE DE SAKUTIN

Samlet endte indekset dagen med et fald på 1,7 pct., hvor især gruppen af selskaber inden for basale råvarer, herunder mineselskaberne, trak ned efter kedelige nyheder fra Anglo American og Rio Tinto.

Anglo American nåede det laveste niveau nogensinde efter et fald på 11,7 pct. til 326 pence. Selskabet har valgt for første gang siden 2009 at droppe udbyttebetalingen, ligesom medarbejderantallet skal reduceres med to tredjedele for at kompensere for kollapset i råvarepriserne.

Efter frasalg og lukning af miner vil medarbejderantallet falde til 50.000 fra nu 135.000, sagde selskabets topchef, Mark Cutifani, på en telekonference ifølge Bloomberg News.

Det australske mineselskab Rio Tinto, der ligeledes er noteret i London, skærer i øvrigt i investeringerne næste år, hvor det nu regner med at investere for omkring 5 mia. dollar. Tidligere regnede selskabet med at bruge lidt mindre end 6 mia. dollar.

Også investeringerne i indeværende år er barberet ned. Her regner Rio Tinto nu med 5 mia. dollar mod tidligere 5,5 mia. dollar. Med meldingen følger Rio Tinto i hælene på branchekollegaen Vale, der så sent som i sidste uge skar investeringerne for de kommende år markant.

Rio Tinto-aktien endte 8,1 pct. lavere, og blandt de øvrige mineselskaber faldt Glencore 6,5 pct. og BHP Billiton med 5,2 pct.

Bankerne klarede sig også skidt som sektor med et fald i det underindeks i Stoxx 600 på 2,5 pct.