Aktier: Aktierne er malet med den røde pensel på stille dag

De seneste dages negative stemning fortsætter på det danske aktiemarked torsdag middag, hvor Nordea, A.P Møller-Mærsk og Dong Energy roder rundt i bunden blandt de største selskaber.

Foto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

Samlet går C20 Cap-indekset tilbage med 0,4 pct. til 1168,43 og dermed tager det danske eliteindeks yderligere afstand til mandagens rekordniveau på 1179,62. Onsdag faldt indekset 0,2 pct., og tirsdag kunne faldet gøres op til 0,4 pct.

I resten af Europa peger pilen ligeledes nedad, og flere markedsiagttagere vurderer, at den negative stemning især kan skyldes et nyt fald i olieprisen, som i øjeblikket bliver handlet til det laveste niveau i indeværende år. Faktisk har prisen på den sorte råvare ikke været lavere i omtrent et års tid.

- Olieprisen har drillet lidt på det seneste, og det spiller nok en rolle i nogle sektorer frem for andre. Men ellers er det svært at pege på nogle helt åbenlyse ting, der ligger bag den negative stemning, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

Han nævner dog i forlængelse, at aktiemarkederne gennem en periode har været pænt opadgående, og at de øjeblikkelige udsving i markedet sker under forholdsvis lav volumen, da sommerperioden også er indtrådt på aktiemarkedet.

Derudover kan det ifølge Martin Munk have en betydning, at forskellige medlemmer af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har givet forskellige indikationer i forhold til fremtidige rentestigninger. Og det skaber usikkerhed hos investorerne, som netop ikke bryder sig om den slags.

SMÅT MED SELSKABSNYHEDER

Blandt de danske selskaber ligger Nordea med i bunden af C20 Cap-indekset med et fald på 1,1 pct. til 82,70 kr. Torsdag har der ikke været nyt fremme om den skandinaviske bank, ud over at Citigroup fortsat anser det for sandsynligt, at Nordea flytter sit hovedkvarter væk fra Stockholm.

Også Dong Energy blander sig i bunden med et fald på 1,2 pct. til 303,70 kr. Det sker, efter at energiselskabet har fået sænket anbefalingen af SEB til "sælg" fra tidligere "hold", rapporterer Bloomberg News uden at oplyse, om kursmålet på 265 kr. også ændres.

For Mærsk noterer B-aktien et fald på 0,9 pct. til 12.610 kr. Koncernen, der er ved at skille sig af med sine olieaktiviteter for i stedet at satse på shipping og logistik, kan være påvirket af det øjeblikkelige olieprisfald.

I toppen af eliteindekset ligger blandt andet FLSmidth placeret med en stigning på 1,6 pct. til 433,60 kr. Ingeniørselskabet har efter onsdagens kapitalmarkedsdag i Valby fået løftet kursmålet hos Jyske Bank til 455 kr. fra 450 kr., mens anbefalingen "reducer" fastholdes.

Øverst i indekset løfter medicinalselskabet Lundbeck sig 1,9 pct. til 381,80 kr. Det følger uden nyheder fra virksomheden.