Aktier: Aktier løftet en spids efter nyt om skatteplan

De toneangivende amerikanske aktieindeks bliver fra børsåbningen onsdag handlet en smule frem, efter at landets finansminister, Steven Mnuchin, har bekræftet, at planerne for en ny skattereform indeholder en lavere selskabsskat.

Den skal ned fra 35 pct. til 15 pct., lyder ambitionen i planen, som præsident Donald Trump vil præsentere senere på dagen.

Ifølge flere medier sagde finansministeren, at der er lagt op til den største skattelettelse i USA's historie.

S&P 500-indekset åbner med en stigning på 0,1 pct. Det tunge Dow Jones-indeks ligger ligeledes 0,1 pct. højere, mens Nasdaq-indekset åbner 0,2 pct. højere. Tirsdag lukkede Nasdaq-indekset for første gang over indeks 6000 efter en stigning på 0,7 pct. til 6025,49.

Før åbningen landede regnskaber fra selskaber som Twitter, Boeing, Fiat Chrysler og Pepsico.

Det sociale medie Twitter kom noget bedre end ventet ud af første kvartal, hvor både antallet af aktive brugere samt omsætningen og overskuddet slog forventningerne i markedet.

Twitter omsatte således for 548,3 mio. dollar i januar, februar og marts, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet et salg på 509 mio. dollar. Samtidig kunne Twitter prale af at have 328 mio. månedlige aktive brugere, mens analytikerne blot havde regnet med 322 mio. brugere.

Twitter-aktien stiger med 10,1 pct. i den tidlige handel.

Flyproducenten Boeing opjusterer sine forventninger til hele 2017's overskud efter et godt første kvartal, hvor bundlinjen landede over det ventede. Aktien falder dog med 0,8 pct.

Bilfabrikanten Fiat Chrysler kørte et større driftsoverskud end ventet hjem i første kvartal, hvor toplinjen landede stort set som ventet. Investorerne sender aktien op med 6,4 pct. først på handelsdagen.

Læskedrikgiganten Pepsico ramte stort set lige i øjet på analytikernes forventninger med sine resultater i første kvartal, hvor bundlinjen dog blev lidt federe end ventet.

Selskabet, der er kendt for sodavand som Pepsi, 7UP, Mirinda og Mountain Dew, hentede i januar, februar og marts et overskud per aktie på 0,94 dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med et plus på 0,92 dollar. Aktien falder med 1,6 pct.

/ritzau/FINANS