Aktier: Aktienedturen i USA fortsatte

De amerikanske aktier aktier fortsatte nedturen tirsdag.

Læs mere
Fold sammen

Høje renter og en udpræget mangel på nyheder gav generelle fald på de globale aktiebørser, og Wall Street stemte i med fald i alle dele af markedet.

- Når du har aktiekurserne i den højere ende af det historiske spænd, er der brug for bedre nyheder end de, vi har set. Stigningerne i rentesatserne stammer ikke fra en forbedret økonomi eller andre grundlæggende årsager, siger kapitalstrateg Matt Maley fra Miller Tabak & Co. i Massachusetts til Bloomberg News.

Eneste statistiske data var den økonomiske tillid blandt de små amerikanske virksomheder, der steg i april ifølge tallene fra National Federation of Individual Business.

Tirsdag endte med et fald i S&P 500-indekset på 0,5 pct. til 2105,33. De tunge aktier i Dow Jones lukkede med et drop på 0,5 pct. i 18.105,17, mens Nasdaq-indekset blev mandagens mindst faldende indeks med et minus på 0,2 pct. til 4993,57.

Omsætningen lå lidt under gennemsnittet med 660 mio. aktier på New York Stock Exchange, mens der blev omsat 1,7 mia. aktier på Nasdaq.

Onsdag morgen ser det lidt bedre ud, idet de amerikanske aktiefutures ligger med stigninger på op mod 0,3 pct. i Asien.

Der var fra åbningen stort fokus på internetudbyderen og medievirksomheden AOL. Koncernen oplyste, at Verizon Communications vil købe selskabet i en handel til samlet 4,4 mia. dollar eller 50 dollar per aktie. Det gav en kursstigning på 18,6 pct. til 50,52 dollar, mens Verizon-aktien samtidig faldt 0,4 pct.

Tøjproducenten Gap skulle stå til regnskab for salgstallene, som blev offentliggjort sent mandag. Aktien faldt 3,8 pct. efter en omsætning, som skuffede investorer og analytikere.

Kemivirksomheden Dupont og kollegaen Dow Chemical faldt henholdsvis 0,7 og 1,8 pct. i takt med, at råvaresektoren vendte næsen nedad. Til gengæld var der stigninger i energisektoren med plusser på 3,3 og 1,8 pct. til Transocean og Chesapeake Energy.

Medicinalsektoren og finansbranche havde også en skidt dag med fald i Eli Lilly & Co. og Actavis på omkring 1,5 pct., mens Morgan Stanley og Genworth Financial faldt i størrelsesordenen 1,3 pct.

Aktien i Hilton Worldwide Holdings dykkede fra morgenstunden, efter at Blackstone Group oplyste om, at der vil blive sat 90 mio. aktier i hotelkæden til salg. Aktien faldt 0,9 pct.

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk