Aktier: Aktienedtur i sigte efter forlænget weekend på Wall Street

Læs mere
Fold sammen

Der er lagt op til en nedtur på Wall Street senere tirsdag, når de amerikanske aktiemarkeder genåbner efter den lange weekend. Det indikerer futuresmarkedet tirsdag morgen.

Mandag var de amerikanske aktiemarkeder lukket for Presidents Day.

»Amerikanske aktier vil blive nøje overvåget efter den lange weekend, fordi de andre markeders fortsatte opsving i høj grad afhænger af, hvordan de amerikanske aktier udvikler sig,« siger seniorstrateg Masahiro Ichikawa fra Sumitomo Mitsui Asset Management i Tokyo til Reuters.

Futures på de amerikanske aktieindeks ligger med fald på op til 0,3 pct. tirsdag morgen - størst i Dow Jones.

I sidste uge kunne S&P 500-indekset notere den største ugentlige stigning i fem år, selv om tidlige gevinster fredag fordampede efter anklager om russisk indblanding i præsidentvalget i 2016. Det fik investorerne til at indtage en defensiv position op til den lange weekend.

Fredag lukkede S&P 500-indekset med et marginalt plus i 2732,22. Dow Jones-indekset sluttede med en gevinst på knap 0,1 pct. i 25.219,38, mens Nasdaq endte med et tab på 0,2 pct. i 7239,47.

Der betyder, at sidste uges stigninger kan gøres op til 4,3 pct. for såvel S&P 500 som Dow Jones, mens Nasdaq trods fredagens tab fortsat steg 5,3 pct. i løbet af sidste uge.

Ses der på udviklingen i februar, tegner der sig dog et noget anderledes billede, idet indeksene i den periode er faldet med mellem 2,3 pct. og 3,6 pct.