Aktier: Aktiehop efter tirsdagsflop

Det danske aktiemarked åbner højere onsdag. I toppen ligger Nordea-aktien med en stigning på 1,2 pct. til 69,95 kr.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Nordea har fået finjusteret sit kursmål i dansk regning af svenske SEB til 83,76 kr. fra 89,53 kr. Samtidig fastholdes anbefalingen "køb", fremgår det af Bloomberg News.

Markedet er trukket ned af negative toner fra USA natten til tirsdag og onsdag i Asien. Ude i Europa er tendensen også negativ trods futures indikationer om det modsatte for åbningen. Der er typisk fald i de store indeks på 0,5-1,0 pct.

C20 LANGT FRA BUNDEN

C20 Cap-indekset åbner onsdag med en stigning på 0,4 pct. til 1003,30 efter tirsdag for første gang i marts at have lukket under indeks 1000.

Siden nytår er indekset faldet 3,8 pct., men er fortsat pænt højere - 13 pct. - end årsbunden for en måned siden - 9. februar - på 883,49.

Nervøsitet for den globale vækst - skabt af skuffende kinesiske eksporttal natten til tirsdag - samt spænding om hvad ECB-chefen Mario Draghi fremlægger på morgendagens pressekonference - lurer dog fortsat og ventes at holde stigningerne i ave.

Bortset fra nogle enkelte regnskaber hovedsageligt fra mindre medlemmer er der ikke meget selskabsnyt i vente.

TDC var tirsdagens mest stigende C20-aktie, men den positive tendens fortsætter ikke onsdag. Aktien falder 0,3 pct. til 30,58 kr. Stigningen tirsdag blev af chefaktiehandler Mads Zink i Danske Bank forklaret med, at en storaktionær er færdig med sit udsalg af aktien.

SAS, der var regnskabsaktuel tirsdag, falder 1,6 pct. til 18,50 kr. Selskabet har fået skåret små 2 kr. af sit kursmål af storbanken HSBC, så det nu lyder på 22,37 kr. mod tidligere 23,90 kr. Anbefalingen er uændret ”køb”.

Mærsk-aktierne sluttede tirsdag helt i bunden af C20 Cap med et fald på 4,1 pct. til 8930 kr. for B-aktien. En svagt stigende oliepris er med løfte aktierne onsdag. B-aktien stiger 0,1 pct. til 9160 kr.

Onsdagens regnskaber i Danmark leveres af en række selskaber uden for C20.

Den dansk-britiske sikkerhedskoncern G4S, som tirsdag faldt 0,9 pct., har fra morgenstunden fremlagt regnskab for 2015, der viste et overskud, PBITA, på 427 mio. pund, hvilket var 5,7 pct. mere end i 2014. Omsætningen kom ind på 6,4 mia. pund eller 6,4 pct. mere end i 2014. Aktien falder alligevel 7,9 pct. til 18,75 kr.

Der kommer desuden regnskaber onsdag fra Jeudan, Veloxis og Expedit.

Brøndby IF er også vælten, da det har sagt farvel til topchef Søren Vadmand, mens cheftræner Thomas Frank har sagt op.

Desuden er klubben kommet med regnskab for 2015, og det venter næste år et resultat før skat på minus 15-25 mio. kr. I 2015 endte Brøndby IF med et resultat før skat på minus 17,0 mio. kr.

Brøndby-aktien falder 4,9 pct. til 98 øre.

Atlantic Petroleum falder 15,91 pct. til 14,8 kr. Selskabet, der balancerer på randen af konkurs, oplyser onsdag, at det har indgået aftale om salg af sit norske datterselskab til M Vest Energy for et beløb på bare 1 norsk kr.

Som konsekvens af aftalen regner selskabet med nedskrivninger på cirka 150 mio. kr., mens det venter at realisere en værdi af et skattemæssigt underskud - estimeret til omkring 27 mio. norske kr. - i december 2017.