Aktier: Afdæmpet start på ugen i sigte i USA

De amerikanske aktier ser ikke ud til at kunne følge op på en ellers forrygende afslutning på sidste uge, når der åbnes for handel klokken 14.30 dansk tid mandag.

Markedet åbner - set med danske øjne - en time tidligere end normalt, fordi amerikanerne først overgår til vintertid 14 dage, efter at man gør det i Danmark.

Afslutningen på sidste uge var præget af beslutningen fra den kinesiske centralbank, Peoples Bank of China, om endnu engang at sænke de ledende renter samt at nedsætte reservekravet til bankerne.

Men mandag er stemningen igen mere afdæmpet, og futures indikerer fald på mellem 0,1 og 0,2 pct. fra start for de tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Før åbningen har Xerox, der blandt andet er kendt for at producere kopimaskiner, afleveret regnskab for tredje kvartal. Selskabet flugtede nogenlunde med markedets forventninger i perioden, idet omsætningen blev opgjort til 4,33 mia. dollar mod ventet 4,54 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

På bundlinjen blev det omsat til en justeret indtjening per aktie på 0,24 dollar mod ventet 0,23 dollar blandt analytikerne. Samtidig med regnskabstallene oplyste selskabet desuden, at det vil gennemgå sin portefølje og overveje sine muligheder for kapitalallokering.

Xerox-aktien stiger med 1 pct. til 10,44 dollar i det amerikanske formarked.

Bilproducenten General Motors har angiveligt indgået en foreløbig aftale med den amerikanske fagbevægelse for arbejdere i bilindustrien (UAW), hvilket kan forhindre en større strejke blandt selskabets medarbejdere. De lokale ledere af fagforeningen skal stemme om den foreløbige aftale onsdag, oplyser UAW på det sociale medie Facebook.

General Motors-aktien falder med 0,5 pct. til 35,77 dollar i det amerikanske formarked.

Aktien i service- og sikkerhedsselskabet Diebold kan meget vel komme i fokus, efter at svenske Securitas har aftalt at købe selskabets afdeling for elektronisk sikkerhed for 350 mio. dollar. Diebold-aktien steg med 3,1 pct. til 36,86 dollar.

På opkøbsfronten er der også nyt fra Duke Energy, der har aftalt at købe Piedmont Natural Gas Company for 4,9 mia. dollar kontant. Buddet svarer til 60 dollar per aktie, og aktien i Piedmont stiger da også med 36,2 pct. til 57,50 dollar i det amerikanske formarked.

Duke Energy-aktien falder med 0,2 pct. til 73,60 dollar.