Aktier: Afdæmpet handel med Actelion som prygelknabe

Ganske som ventet - og indikeret i handlen med futures - er de amerikanske aktier startet med afdæmpede bevægelser onsdag.

Investorerne kigger frem mod den efterhånden længe ventede rentebeslutning fra den amerikanske centralbank, der rammer markedet 20.00.

Det er imidlertid ikke så meget selve beslutningen som den medfølgende meddelelse, der afventes af investorerne.

Markedet indregner nemlig allerede en renteforhøjelse, men det rigtig gode spørgsmål er, hvor mange flere af slagsen, der er i vente i de kommende år, og hvor hurtigt de kommer.

Og også reaktionerne på udmeldingerne fra Federal Reserve kan blive afgørende. I særdeleshed fra USA's kommende præsident, Donald Trump, der tidligere har kritiseret centralbankchef Janet Yellen for at holde renterne for lave.

- Vil Trump retweete Federal Reserves Twitter-feed? Kommenterer han det? Forbliver han tavs. Det kan betyde noget for markedets opfattelse af Federal Reserves fremtidige retning og uafhængighed, siger Paul Donovan, der er cheføkonom hos schweiziske UBS, ifølge CNN Money.

Frem til udmeldingen ånder alt dog fred og fordragelighed. De tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, er startet med alt fra små plusser til små minusser i underkanten af 0,1 pct.

Blandt enkeltaktierne er der fokus til ingeniørkoncernen Joy Global, der er branchefælle til danske FLSmidth. Selskabet har aflagt sit regnskab for fjerde kvartal 2015/16.

Og det var med tal helt på linje med forventningerne blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Regnskabet kan meget vel blive et af de sidste fra Joy Global. Japanske Komatsu indgik i juli aftale om køb af Joy Global for 2,9 mia. dollar. Overtagelsen ventes gennemført i midten af 2017 og muligvis allerede tidligt næste år, oplyser Joy Global.

Aktien stiger med 0,04 pct. til 28,06 dollar i den tidlige handel.

Fokus er der også til det schweiziske medicinalselskab Actelion, der falder tungt i Europa, efter at den amerikanske kæmpe Johnson & Johnson har opgivet at købe selskabet.

Johnson & Johnson har angiveligt trukket følehornene til sig, fordi det ikke har været muligt at forhandle sig frem til en pris, der vil skabe tilstrækkelig værdi for selskabet.

Actelions amerikanske notering falder med 9,7 pct. til 47,11 dollar fra start, mens Johnson & Johnson stiger 0,7 pct. til 116,66 dollar.