Aktier: Årsrekord efter bløde Federal Reserve-beslutninger

Wall Street lukkede onsdagens handel tæt på dagens højeste niveau, og S&P-indekset satte samtidig årsrekord.

Stigningerne kom efter den amerikanske centralbanks rentemeddelelse og blev yderligere udbygget af kommentarer fra centralbankchef Janet Yellen på det efterfølgende pressemøde. Omsætningen tog samtidig fart i forhold til de foregående sløve handelsdage.

S&P 500-indekset sluttede med en stigning på 0,6 pct. i 2027,22. De tunge aktier i Dow Jones øgede 0,4 pct. til 17.325,76, mens teknologi- og biotekaktierne i Nasdaq-indekset tog dagens største hop på 0,8 pct. til 4763,97.
Federal Reserve holdt renten i ro og noterede, at udviklingen i den globale økonomi og på finansmarkederne fortsat udgør en risiko. Inflationsforventningerne blev reduceret til 1,2 pct. i år fra den seneste forventning på 1,6 pct. Samtidig blev den forventede renteudvikling skåret ned til to renteforhøjelser i år mod tidligere fire forventede stigninger.

- Med den lavere indikation af inflationsforventningerne samt median-prognosen er signalet til markedet nu ændret til en blødere holdning. Investorerne vil se det som et signal om kursstigninger i det samlede marked på kort sigt, vurderer porteføljemanager Chad Morganlander fra Stifel, Nicolaus & Co. i New Jersey over for Bloomberg News.

Han venter desuden, at rentepolitikken vil føre til en svækkelse af dollar.

Onsdagens nøgletal viste en stigning i de amerikanske forbrugerpriser på 1,0 pct. i februar på årsbasis. Økonomerne havde ventet en stigning på 0,9 pct., men der var alligevel tale om aftagende inflation, da niveauet måneden før var på 1,4 pct.
Mere negativt var et fald i industriproduktion på 0,5 pct. i februar. Økonomerne havde estimeret et fald på 0,3 pct.
Torsdag morgen hersker der optimisme på de asiatiske aktiemarkeder, hvilket indikerer stigninger til de amerikanske aktier. Futures på de tre hovedindeks ligger med stigninger på 0,1 pct.

På valutamarkedet blev dollar svækket efter rentemeldingen, hvilket gav et løft til råvarepriserne og de dertil relaterede aktier. USA's største mineselskab og verdens største kobberproducent, Freeport-McMoran, steg 10,3 pct., og oliesværvægteren Chevron lukkede 1,2 pct. højere. Samtidig steg guld markant, hvilket løftede Newmont Mining med 4,5 pct.
I bunden lå banksektoren, der kan se frem til generelt ringere indtjeningsudsigter på grund af den fortsat lave rente, der presser margin mellem indlån og udlån. Bank of America faldt 1,5 pct., og JPMorgan droppede 0,5 pct.
I teknologisektoren var der øretæver til Linkedin, efter at Morgan Stanley sænkede anbefalingen af selskabet. Aktien lukkede 5 pct. lavere og er nu faldet over 50 pct. i år.
Softwarekoncernen Oracle stod til regnskab for tallene for tredje kvartal, der blev offentliggjort sent tirsdag. Stærkt stigende indtægter fra cloud-baserede aktiviteter var vand på investorernes mølle, og aktien lukkede dagen med et plus på 3,8 pct.
Efter børstid var der en overraskende god kvartalsrapport fra logistikgiganten Fedex. Et større overskud end ventet, og en opjustering af helårsprognosen sendte aktien 5,9 pct. op i eftermarkedet.