Aktiepanik rammer Danmark: Eliteindeks styrtdykker

Den globale aktieuro rammer tirsdag morgen Danmark for fuld styrke. Det danske aktieeliteindeks C25 faldt efter få minutters handel med 3,8 procent. Både Genmab, Vestas og Lundbeck faldt med over fem procent kort efter åbningen.

Den globale aktieuro ramte tirsdag morgen Danmark for fuld styrke. Det danske aktieeliteindeks C25 faldt efter få minutters handel med 3,8 procent. Både Genmab, Vestas og Lundbeck faldt med over fem procent kort efter åbningen.
Læs mere
Fold sammen

Det står skidt til for de danske eliteaktier tirsdag morgen. Efter store fald i både Asien og USA er det nu Danmark, der får med aktiegrovfilen.

Det danske aktiemarked er ikke alene om nedturen, da alle de store europæiske børser er i rødt. Flere af verdens toneangivende aktieindeks er blevet ramt af det største fald i årevis. Mandag aften endte det amerikanske Dow Jones-indeks med et fald på 4,6 procent, hvilket er det største fald i indekset siden 2011.

På den danske børs faldt både Genmab, Vestas og Lundbeck med over fem procent efter få minutters handel. Det samme gjorde sig gældende for regnskabsaktuelle Pandora.

Efter godt 20 minutters handel er de store danske aktiefald dog blevet en anelse mindre slemme, da C25-indekset »blot« falder med 2,2 procent.

Det kan skyldes, at de såkaldte futures for de toneangivende amerikanske aktieindeks nu alle er kommet i grønt terræn. Omkring klokken 9:30 dansk tid er futures for S&P 500 oppe med godt 0,8 procent. Foruden et tilløb til en positiv aktiebevægelse i USA, ser det internationale valutamarked også ud til at tage aktieuroen temmelig roligt.

Hos Nordea mener seniorstrateg Andreas Østerheden, at aktiemarkederne grundlæggende er blevet ramt af en såkaldt teknisk korrektion.

»De fald vi oplever, er ikke set i flere år, og vi mener at de er af teknisk karakter. De underliggende faktorer er intakte, og indtjeningsvæksten i virksomhederne er ikke nogensinde blevet revideret op i et tempo, som vi har set det siden slutningen af december,« skriver Andreas Østerheden i en kommentar.