Aktie:Pandora tager nyt dyk i kølvand på udbyttebetaling

Aktien i smykkeselskabet Pandora fortsætter din deroute tirsdag middag og ligger som bundprop i eliteindekset på fondsbørsen. Aktien falder med 3,3 pct. til 651,50 kr. - og er faldet med næsten 30 pct. i år alene

Foto: Drew Angerer. Arkivfoto. Aktien i smykkeselskabet Pandora fortsætter din deroute tirsdag middag og ligger som bundprop i eliteindekset på fondsbørsen. Aktien falder med 3,3 pct. til 651,50 kr. - og er faldet med næsten 30 pct. i år alene
Læs mere
Fold sammen

»Det er lidt den samme tendens, vi ser hos Pandora, som i den seneste tid. Udlandet sælger ud på grund af usikkerhed omkring fremtiden. Det er de amerikanske kunder, der er bekymringen, da detailhandlen i USA er under pres. Og investorerne spørger nu sig selv, om Pandora har de rigtige produkter på hylderne, «siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

»Man kan sige, at Pandora har bevæget sig ind i et vakuum, hvor der skal nyt til i form af nøgletal eller andet for at rykke kursen og troen på aktien. Det kan blive lidt en rodet affære frem til regnskabet for andet kvartal,« vurderer Martin Munk.

Samlet ligger C20 Cap til et fald på 0,6 pct. til indeks 1147,96 efter sin 22. lukkerekord i år mandag.

»Vi følger tendensen fra Europa med fald. Vi bevæger os ind i en lidt rolig uge, både hvis vi ser på makrotal og på regnskaber,« siger Jyske Banks senioraktierådgiver.

DONG I MINUS

Også Dong Energy falder tirsdag middag. Aktien er nede med 1,4 pct. til 279,70 kr.

»Dong har haft en god periode, og der er nogle investorerne, der vælger at tage gevinsten hjem i dag,« siger Martin Munk.

I den anden ende af C20 Cap ligger blot nogle få aktier i plus - blandt andet stiger B-aktien hos A.P. Møller-Mærsk. Aktien stiger med 0,4 pct. til 12.670 kr. tirsdag middag - mens A-aktien falder med 0,4 pct. til 12.080 kr. uden bagvedliggende nyheder.

Mærsk-aktierne blev løftet både mandag samt torsdag i sidste uge, da investorerne blev styrket i troen på selskabet af ledelsens udmeldinger ved torsdagens kvartalsregnskab. En række analytikere har siden hen løftet kursmålet for rederiaktien, som også fik støtte af en stigning i olieprisen mandag.

TROEN PÅ NETS VOKSER

Også betalingsserviceselskabet Nets ligger i et lille plus på 0,1 pct. til 137,10 kr.

»Nets er kommet med et fint regnskab for første kvartal i sidste uge, og det har givet lidt mere tro på selskabet,« siger Martin Munk.

Det amerikanske børshus Bryan Garnier har dog nedjusteret sin anbefaling af Nets-aktien til "sælg" fra "neutral".

William Demant og rivalen GN Store Nord falder henholdsvis 0,1 pct. til 167,50 kr. og 0,3 pct. til 196,20 kr. Høreapparatproducenterne har kunnet se schweiziske Sonova, der er verdens største høreapparatproducent, levere en lidt højere omsætning end ventet tirsdag.

William Demant har desuden fået hævet kursmålet af analytikerne fra den schweiziske storbank UBS. Kursmålet lyder nu på 185 kr. mod tidligere 168 kr., mens anbefalingen fortsat er "køb", fremgår det af data fra Bloomberg.

Regnskabssæsonen er mere eller mindre overstået for de største selskaber, men der pibler stadig tal frem fra nogle af børsernes mindre selskaber.

FLERE MINDRE REGNSKABER

Uden for C20 Cap er der kommet regnskab fra Torm, som viser en klar tilbagegang på bundlinjen som følge af et svagt marked for produkttank. Markedet blev dog forbedret i løbet af kvartalet, skriver Torm i regnskabet, der viser et driftsoverskud, EBITDA, på 44,1 mio. dollar mod 69,5 mio. dollar i samme periode for et år siden.

Aktien falder 2,2 pct. til 67,50 kr.

Nordjyske Bank fastholder forventningerne til 2017 om en basisindtjening i intervallet 300-350 mio. kr. Dog er der nu mulighed for, at nedskrivningerne vil være på et lavere niveau end 120 mio. kr. i år, hvis de nuværende afregningspriser for landbruget fortsætter, skriver banken i regnskabet for første kvartal.

Aktien stiger 2,1 pct. til 120 kr.

Københavns Lufthavne er også klar med tal for første kvartal tirsdag og ser forinden i 2017 et resultat før skat på 1600-1700 mio. kr. samt et driftsresultat før afskrivninger, der bliver »højere« end i 2016. Aktien falder 0,6 pct. til 5765 kr.

Veloxis Pharmaceuticals kommer også med regnskab for første kvartal. For helåret er forventningen et driftsunderskud i størrelsesordenen 5-15 mio. dollar. Aktien stiger med 0,9 pct. til 1,10 kr.