Aktieoversigt kl. 14.52: Fra små plusser mindre tab

 

De europæiske aktiemarkeder var mandag præget af en nervøs stemning, og indeksene havde både ligget med kursfald og stigninger tidligere på dagen, men de tre store europæiske indeks lå ved eftermiddagstid med ganske små udsving. De amerikanske indeksfuture oplevede ligeledes store udsving, men de indikerer ved eftermiddagstid pæn fremgang. Bekymringer om det amerikanske bolig- og lånemarked prægede handelen, men store virksomhedsopkøb var også på dagens menukort.

 

Det britiske FTSE 100 indeks faldt 0,1 pct. til 6210, mens det tyske DAX 30 indeks var gået 0,1 pct. tilbage til 7444. Det franske CAC40 indeks lå 0,1 pct. højere i 5651.

 

Det hollandske finanskonglomerat ABN Amro fremlagde regnskab for andet kvartal. Investorerne var kun sekundært interesseret i tallene, da fokus lå på meldinger om de fremlagte opkøbstilbud på ABN Amro. Bestyrelsen i ABN Amro vil ikke længere favoriserer budet fra britiske Barclays, men derimod stiller sig neutralt. Barclays har budt 66 mia. euro, mens et konsortium bestående af britiske Royal Bank of Scotland (RBS), spanske Banco Santander samt belgisk-hollandske Fortis, har fremlagt et bud på 71 mia. euro. Der er dog forskellige vilkår forbundet med de to bud. Barclays ønsker at bibeholde ABN Amro i nuværende form, mens RBS-konsortiet ønsker at splitte ABN Amro op. ABN Amro steg 0,5 pct. til 35,1 euro.

 

Den hollandske telekoncern Royal KPN har indgået aftale om opkøb af IT-servicekoncern Getronics for 766 mio. euro svarende til 6,25 euro pr. aktie. På grund af opkøbet fremlagde KPN også sine halvårstal. Indtjeningen endte stort set uændret, hvilket var en positiv overraskelse for analytikerne. Getronics steg markante 20,2 pct. til 6,13 euro, mens KPN faldt 0,3 pct. til 11,2 euro.

 

Den britiske kemikalieproducent ICI afviste et forhøjet bud på 7,8 mia. pund, eller 650 pence pr. aktie. Det fik ICI-aktien til at stige 6,2 pct. til 613 pence. Buddet kommer fra hollandsk-svenske Akzo Nobel, som er gået sammen med tyske Henkel. Tidligere havde Akzo Nobel alene budt 600 pence pr. aktie. Akzo Nobel faldt 0,1 pct. til 60,5 euro, mens Henkel steg 1,4 pct. til 37,9 euro.

 

Europas største bankkoncern, britiske HSBC Holdings, afleverede et halvårsregnskab, som faldt i investorernes smag. HSBC steg 2,7 pct. til 904 pence. Indtjeningen steg 13 pct. til 14,2 mia. dollar for halvåret. Eksklusiv en ekstraordinær positiv post på 1 mia. dollar steg indtjeningen 5 pct. i perioden. De samlede indtægter gik frem med 23 pct. til 42,1 mia. dollar. Væksten er isæt drevet af de asiatiske aktiviteter.

 

Skandinaviens største virksomhed norske Statoil afleverede kvartalsregnskab. Statoil-aktien faldt 0,7 pct. til 168,8 nkr. Driftsindtjeningen steg 13 pct. til 26 mia. nkr., hvilket var i underkanten af markedets forventninger.

 

Amerikanske Verizon, som er Dow Jones30-medlem, aflagde regnskab før åbningstid. Verizon meddeler, at mobilaktiviteterne Verizon Wireless, som ejes sammen med britiske Vodafone, har indgået aftale om opkøb af amerikanske Rural Cellular for 757 mio. dollar. Verizon lå 0,5 pct. højere i førmarkedet. Vodafone faldt 2,7 pct. til 147,5.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )