Aktieoversigt kl. 14.45: Detailbranchen i fokus

 

De europæiske aktier oplevede torsdag eftermiddag en blandet stemning. Først tog en uventet engelsk rentestigning lidt af pusten fra de europæiske fondsbørser. Værst gik det udover stemningen på den britiske fondsbørs, hvor minusser fik overtaget. På det europæiske fastland fik BoE-rentestigningen ikke den samme effekt. Overraskelserne udeblev hos Den Europæiske Centralbank, da renten på 3,5 pct. blev fastholdt, og centralbankchef Jean-Claude Trichet fjernede de fleste spekulationer om en forhøjelse af renten i allerede i februar.

 

Det britiske FTSE100 indeks var ved eftermiddags tid faldet 0,2 pct. til 6145,8, mens det tyske DAX30 blev handlet 0,2 pct. højere i 6576,3. Det franske CAC40 indeks lå 0,4 pct. højere i 5525,9. De amerikanske indeksfutures indikerer en negativ åbning i USA. Olien forsatte sit fald om lå i 53,5 dollar per tønde.

 

Fødevaredetailbranchen var torsdag morgen i fokus, efter at flere markedsopdateringer var i spil. Britiske Sainsbury tabte 2,1 pct. til 406 pence, efter salgstal for de sidste 12 uger af 2006. Det lå dog lidt over analytikerprognoserne. Det sammenlignelige salg (like-for-like) steg i juleperioden 5 pct. på hjemmemarkedet, hvilket kan sammenlignes med de 6,3 pct. for konkurrenten Wm Morrison, som blev offentliggjort onsdag.

 

I Tyskland kom Metro Group med omsætningstal for 2006. De indfriede Metros egne forventninger. Den samlede omsætning steg 7,5 pct. til omkring 60 mia. euro. Julesalget blev betegnet, som særdeles opløftende. Metro gentog sin indtjeningsprognose for 2006. Aktien steg 1,2 pct. til 50,2 euro.

 

Den nyfusionerede medicinalgrossis, Alliance Boots, skuffede investorerne med salgstal for tredje kvartal. Alliance Boots tabte 2,5 pct. til 813,0 pence.

 

De europæiske børskoncerner kunne konstatere kraftige kursgevinster, efter europæisk godkendelse af NYSE Group opkøb af EuroNext. Deutsche Boerse steg markante 4,4 pct. til 147,5 euro, da det endegyldigt fjerner muligheden for et tysk opkøb af EuroNext. Den paneuropæiske fondsbørsoperatør, EuroNext, steg 2,5 pct. til 97,2 euro.

 

Den tyske sukkerproducent, Suedzucker, kunne i regnskabet for tredje kvartal fremvise en vækst i indtjeningen på 2,5 pct. til 102 mio. euro fra en omsætningsnedgang på 6 pct. til 1,3 mia. euro. Omsætningsfaldet reflekterer mindsket andel i datterselskabet CropEnergies, som er blevet børsnoteret. Indtjeningen i Vesteuropa er ramt af eksportrestriktioner, mens Østeuropa bidrager med god vækst. Ligesom den danske konkurrent, er også Suedzucker involveret i produktionen af bio-ethanol. Disse aktiviteter overgik forventningerne, meddeler koncernen. Aktien lå 3,9 pct. lavere i 17,3 euro.

 

Tyske Man AG meddelte sent onsdag, at den ikke har nogle planer om, at forhøje sit opkøbsbud på svenske Scania. Avisen Dagens Industri rapporterede ellers, at MAN skulle være klar med et 520 skr. per aktie bud på Scania, svarende til et 10 pct. højere bud. MAN nuværende bud lyder på 475 skr. MAN lå 0,7 pct. lavere i 70,6 euro mens Scania blev handlet 0,2 pct. lavere i 490 skr.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )