Aktieoversigt 14.49: US-nervøsitet affødte ny nedtur

 

De tre store europæiske fondsbørser oplevede torsdag eftermiddag massive kursdyk, efter at onsdagens europæiske handel kun affødte moderate udsving, hvor det tyske indeks endnu lukkede i plus i onsdagens handel. Investorerne er torsdag nervøse over effekterne fra problemerne på det amerikanske lånemarked. Torsdagens ekstremt sure stemning er styrende og den overskygger selskabsspecifikke nyheder.

 

Det britiske FTSE 100 indeks faldt 3,4 pct. til 5904, mens det tyske DAX 30 indeks var gået 2,1 pct. tilbage til 7287. Det franske CAC40 indeks lå 2,7 pct. lavere i 5300. De amerikanske indeksfutures indikerer fald i omegnen af 1 pct. i torsdag indledende handel.

 

Mineaktierne, som bidrager med stor vægt til FTSE 100 indekset, var blandt dagens helt store tabere. Giganterne BHP Billiton faldt 6,0 pct. til 1199 pence. Hårdest ramt blev Vedanta Resources som tabte markante 8,0 pct. til 1504 pence.

 

Fra det tyske DAX 30 indeks var der tørre tæsk til børsoperatøren Deutsche Boerse, som blev sendt ned 8,7 pct. til 73,5 euro. Turist- og rederikoncernen TUI gik 5,4 pct. tilbage til 18,0 euro.

 

I Frankrig gik det hårdt ud over mobilnetværks- og mobiltelefongiganten Alcatel-Lucent, som tabte 3,0 pct. til 7,8 euro. Den svenske konkurrent Ericsson Group faldt 3,0 pct. til 24,2 skr. Finske Nokia faldt 3,2 pct. tilbage til 21,2 euro.

 

Den schweiziske specialkemikaliekoncern Ciba gik betydeligt tilbage med 8,2 pct. til 63,4 sfr. Dette på baggrund af et halvårsregnskab, som ikke kunne indfri forventningerne. Ciba har på rygtebørsen været sat i forbindelse med den lokale konkurrent Clariant. Finanshuset UBS hævede sin anbefaling på netop Clariant til "neutral" fra "sælg", og Clariant-aktien tabte 3,4 pct. til 15,7 sfr.

 

På regnskabsfronten var der også nyt fra den schweiziske forsikringskoncern Zurich Financial. For halvåret steg indtjeningen 33 pct. til 2,7 mia. dollar efter skat, hvilket overgår markedsestimatet. Zurich har en erklæret målsætning om at blive en af verdens 5 største forsikringsselskaber. Der er dermed lagt op til opkøb i den nærmeste fremtid. Britiske Friends Provident har været nævnt. Friends Provident er dog i øjeblikket tæt på fusion med ligeledes britiske Resolution. Zurich Financial faldt 1,5 pct. til 320 sfr.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )