Aktiemarkedet steg med Novo i fokus

Det endte onsdag med en fin C20-fremgang på 1,3 pct. til 294,56, mens de store europæiske lande lå med stigninger i omegnen af 2,3 pct. efter solide stigninger op til den danske lukning.

Læs mere
Fold sammen
Novo Nordisk var igen i søgelyset, efter at flere internationale finanshuse ser positive salgseffekter grundet bekymringerne om øget kræftrisici med Lantus fra konkurrenten Sanofi-Aventis.

- Onsdagen var præget af lav volumen med en afventende handel frem til eftermiddagens amerikanske nøgletal, hvor ISM-rapporten var lidt svagere end ventet. På nyhedssiden skete der ikke det store, men Novo Nordisk var fortsat omgæret af spekulationer i kølvandet af Lantus-problemerne. De store internationale finanshuse tolker Lantus-bekymringer som positivt nyt for Novo Nordisk's Levemir, udtalte aktiehandler Michael Lyngsø fra Jyske Bank til RB-Børsen.

Det amerikanske finanshus Goldman Sachs hævede sin anbefaling på Novo Nordisk-aktien til "Køb" fra "Neutral", mens kursmålet hæves til 350 kr. fra 330 kr. pr. aktie. Goldman Sachs ser betydelige positive salgseffekter for Novo Nordisk efter de nye bekymringer fra test af Sanofi-Aventis insulinanalog Lantus. Goldman Sachs hævede salgsvækstestimaterne for Novo's Levemir med 20 pct. i perioden 2009-2013. Dermed venter Goldman Sachs en salgsvækst hos Levemir på 50 pct. i 2009 i stedet for tidligere 40 pct. I samme ombæring sænkede Goldman Sachs salgsestimatet for Sanofi-Aventis' Lantus.

Grundet de ny data på Lantus har Goldman Sachs sænket sin salgsvækstprognose markant med 40 pct. til 2,7 mia. euro i 2013 fra tidligere estimat på 4,3 mia. euro. Meldingerne fra Goldman Sachs faldt godt i tråd med mandagens meldinger fra JPMorgan. Novo Nordisk lukkede 1,7 pct. højere i krus 292.

De amerikanske sundhedsmyndigheder FDA har nu sat fokus på Lantus, og FDA oplyste, at der er dialog med franske Sanofi-Aventis om behovet for nye studier efter indikationerne om øget kræftrisici ved brug af Lantus. FDA anbefaler fortsat brugen af Lantus.

Nordea lukkede med største C20-stigning på 3,6 pct. til 43. Kilder til RB-Børsen bemærkede, at der er mindskede bekymringer om devalueringer hos flere østeuropæiske lande. Carlsberg endte med en solid fremgang på 3,5 pct. til kurs 352,5. Bryggeriet har også stor eksponering i Østeuropa, og det vil derfor blive ramt af østeuropæiske devalueringer. Danske Bank-aktien lukkede uændret i kurs 91,5.

Vestas lukkede 0,7 pct. højere i kurs 383. Konkurrenterne Gamesa og Suzlon var kommet i analytikernes søgelys. Kursmålet på spanske Gamesa blev opjusteret med 16 pct. til 14,5 euro af UBS, mens anbefalingen af indiske Suzlon blev sænket til "Hold" fra "Køb" af BNP Paribas.

SAS lukkede 3,9 pct. højere i kurs 2,39. Ledelsen har gjort det klart, at de danske medarbejdere skal gå ned i løn for at gennemføre den nye spareplan. Formanden for HK Luftfart Nicolas Fischer oplyste til DR Nyheder, at et flertal af de danske ansatte hos SAS er parate til at gå ned i løn med seks procent. Det viser en vejledende afstemning, som de funktionæransatte, der er organiseret under HK Luftfart hos SAS, netop har afsluttet.

RB-Børsen