Aktiemarkedet står til fald fra morgenstunden - Danske Markets

 

Det danske aktiemarked står til at blinke rødt fra morgenstunden fredag. Men faldene ventes ikke at blive i samme størrelsesorden som torsdagens panikudsalg, der generelt gav indeks-fald på 2,5-3 pct. i såvel Europa som USA.

 

- Det er lidt den omvendte verden. De fald som er sket i USA i nat er baseret på de europæiske fald torsdag, hvor det plejer at være omvendt. Så vi ser nok fald på 1-1,5 pct., men nok ikke mere, vurderer chef for Sales Trading i Danske Markets, Mads Zink, over for RB-Børsen.

 

Torsdag fulgte de danske aktier de øvrige aktiemarkeder ned efter fornyede bekymringer for det sekundære amerikanske lånemarked. Det udmundede i et kraftigt faldt i C20-indekset, der lukkede 2,6 pct. lavere i 490,10.

 

I nattens løb spredte de europæiske fald sig til aktiemarkederne i både USA og Japan, der faldt ganske kraftigt. Det amerikanske Dow Jones-indeks for industriaktier faldt kanp 3 pct. , mens aktiemarkeder i Asien faldt med helt op til 4 pct. I Japan tabte aktierne 2,4 pct. og sluttede på det laveste niveau i fem måneder.

 

Faldet i USA skyldes blandt andet, at man torsdag så tegn på, at den amerikanske krise er ved at brede sig. Den Europæiske Centralbank måtte sende et beløb på 700 mia. kr. ud til bankerne for at skabe ny likviditet.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )