Aktiemarkedet kan ikke finde retningen

A.P. Møller - Mærsk, Novo Nordisk og William Demant holdt en hånd under C20-indekset, imens Danske Bank og Vestas fik en hård medfart.

Alt i alt gav det et C20-tab på 0,1 pct. til 484,55. Investorerne afventer nu regnskabet fra Sydbank. Blandt sidepapirerne blev Biomar ramt efter sin svage regnskabsaflæggelse.

William Demant steg 1,5 pct. til kurs 552 efter understøttende meldinger fra Jyske Bank. Banken hævede sin anbefaling til den svage købsanbefaling "akkumuler" fra den svage salgsanbefaling "reducer". Jyske Bank venter en markant forbedring af overskudsgraden, der ses stige til 27,2 pct. William Demant er regnskabsaktuel på torsdag.

A.P. Møller - Mærsks B-aktie lå 0,2 pct. højere i kurs 68.600. De indiske konkurrencemyndigheder (CCI) har på et møde med rederierne henstillet til, at rederierne ikke opererer i karteller. Det skriver avisen The Times of India på sin hjemmeside.

Novo Nordisk steg 1,2 pct. steg kurs 593. De amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har givet en foreløbig godkendelse af en kopi af Novo Nordisks tablet Prandin til behandling af type 2-diabetes.

- Caraco Pharmaceutical er utrolig glade for at have fået den foreløbige godkendelse. Vi mener, at vi er de første, der har søgt herom, og det kan resultere i, at vi får 180 dages eksklusivitet på markedet, sagde Caraco-direktør Daniel H. Movens.

Danske Bank tabte 2,1 pct. til kurs 219,5. Den schweiziske investeringsbank UBS leverede tirsdag morgen meget svage forventninger til andet halvår. Det forstærkede den negative stemning, som tirsdag prægede de europæiske banker. Investorerne afventer nu regnskabsaflæggelsen fra Sydbank, som ventes ved 13-tiden.

Småbankerne Nørresundby Bank og Aarhus Lokalbank var begge aktuelle med halvårsregnskaber, som begge indeholdte opjusteringer af helårsprognoserne. Den tyske Vestas-konkurrent Repower afleverede sit halvårsregnskab, som var ramt af forsinkelser fra underleverandører, hvilket har givet forsinkelser af Repowers leveringer. Repower-aktien lå godt 3 pct. lavere. Vestas tabte 2,6 pct. til 340.

Biomar smed 5,9 pct. til kurs 270 efter sin halvårspræsentation, som viste at den ganske pæne omsætningsvækst i første kvartal stagnerede i de efterfølgende tre måneder. Biomar gentog dog sine helårsprognoser.

RB-Børsen