Aktiemarkedet går fra slemt til værre

De danske aktier forstærker nedturen ved 13-tiden. Pandora, Genmab og A.P. Møller-Mærsk ligger alle til tab over fem procent, mens kun Vestas ligger i plus. Det samlede indeks er nede med knap tre procent.

Foto: KIMIMASA MAYAMA.
Læs mere
Fold sammen

Stemningen har ikke været for god i forvejen, men umiddelbart efter kl 13 er det danske aktiemarked sunket dybere ned i rødt. Pandora ligger til tab på omkring 8 procent, mens Genmab og A.P. Møller-Mærsk ligger  til tab over fem procent. Kun Vestas ligger i plus i kraft af et meget stærkt regnskab.

Det samlede indeks har frem til middag holdt sig til tab i omegnen af 1,5 procent, men ligger nu til tab omkring 3 procent mod gårsdagens tab på over 5 procent.

Frank Øland, chefstrateg ved Danske Bank, vurderer at tabene først og fremmest er drevet af stemningen.

»Det er værd at bemærke, at denne uges kraftige kursfald er kommet uden at vi i væsentligt omfang har fået vigtige data eller dårlige nyheder. Det synes i høj grad at være stemningsdrevet. Listen af faktorer, der kan gøre en nedtur selvforstærkende er lang og den aktuelle nedtur kan fortsætte et stykke tid endnu. Men på et tidspunkt har nedturen ikke mere energi, hvis den ikke bliver bekræftet af regnskaber og makrodata,« skriver han i en kommentar.

»Den største bekymring er måske, at nedturen i aktiemarkedet kan smitte af på realøkonomien og derved blive delvist selvopfyldende. Der er en vis risiko for, at frygten tager over og at råderummet i stedet bruges til ekstra opsparing. Så længe husholdningerne oplever at deres egen økonomi styrkes bør den negative effekt fra aktiemarkedet dog være begrænset.«